søndag den 4. april 2010

Påske i Jerusalem

Man kan vidst roligt sige, at det også i år blev påske i Jerusalem. I forhold til vores Bethlehemstur for ca. 3 uger siden, er vi nu sprunget 33 år frem i tiden og nået til hele Jesu lidelseshistorie, død og opstandelse. Hele denne uge er for vores vedkommende gået med at fejre påsken, men oven i det har vi absolut også kunnet mærke konsekvenserne af, at jøderne har fejret højtiden Pesach, hvor Moses første israelitterne ud af Egypten. Siden sidste weekend har den stået på alt for tørt knækbrød (de kalder det usyret brød) og mange helligdage, hvilket har resulteret i al for meget taxa-kørsel. Dette har dog været med til at skabe en masse gode taxa-forbindelser, så intet er så skidt, det ikke er godt for noget. På grund af ferien er madstandarden også faldet en del, og vi har derfor virkelig fået udfoldet vores kreative evner i et køkken - det er utroligt, hvad man kan få ud af æg, tomat og karry..

Vores kære beboere er blevet nogle små sangfugle. Emmer har uafbrudt sunget "Den lille frække Frederik" for beboere i hendes gruppe, og nu synger de lystigt med. En af beboere har fanget, at hun synger på dansk, og er nu af den overbevisning, at hun kan snakke dansk. Hun prøver det gerne af, og hver gang Anne Maria kommer forbi, hilser hun pænt, hvorefter hun udbryder "babu babu babu". Emmer er nu gået skridet videre og har lært samme beboer Rasmus Sebacks "Min Engel", hvilken hun også gladelig synger med på. Så kan man ikke andet end at smile og komme til at holde af hende. Ligenu øver vi os på at lære at tælle til 10 på dansk, men det er nu ikke helt let..
Anne Maria har også sat gang i musikken i hendes gruppe. Hun opdagede en dag, at en af beboere uden sprog sad og sang "ia ia ååh", da Anne Maria startede på "Jens Hansen havde en bondegård". Denne sang er nu blevet en fast del af dagsprogrammet, og mange af beboere synger gerne med på "åååh" i et stort kor.
Vores weekender er totalt bokket op, og vi er så småt ved at indse, at alle vores weekender fremad er det samme. Tiden går utrolig stærkt hernede. Selvom det føles som om, vi har været her i en evighed, så flyver tiden alligevel afsted, og hver onsdag aften kigger vi på hinanden og siger: "Hvor blev den uge lige af?"

Men nu er det også på tide, vi får skrevet lidt om, hvad vi så oplever i disse weekeder.


Jeriko - en palæstinensisk by i udvikling
Torsdag d. 25. marts var vi med de andre voluntører fra Jerusalem i Jeriko, som ligger på Vestbredden. Her skulle vi besøge den tidligere PLO kriger Tass Saada, der havde været snigskytte for Arafat tilbage i 60'erne. Hvis nogle umiddelbart kender navnet, er det fordi, han er forfatter til en meget kendt bog under titlen "Jeg var snigskytte for Arafat". Tass oplevede dog en meget radikal omvendelse til kristendommen, og har idag startet et stort projekt for at skabe fred mellem israelere og palæstinensere. Han har bygget skoler, børnehaver og har generelt været til meget stor velsignelse for Jerikos indbygere. Penge maglede han ikke, og det var også tydeligt at se. Men hans historie var spændende, og det er utroligt, hvordan Gud kan bruge alle - selv en snigskytte for Arafat.

Påske i Jerusalem
Dagen efter vi havde været i Jeriko, tog vi en tur til den gamle by. De ting vi så her har dog relevans for påsken, så ligesom sidst, har vi valgt at opstille det kronologisk sammen med de ting vi oplevede i påskeugen.

Palmesøndag
Som før nævnt har den foregående uge været meget præget af påsken, og vi er begge enige om, at det har været en hel unik oplevelse, at være her hvor det hele er sket. Palmesøndag havde vi planer om at tage i kirke, men Anne Maria blev syg, og Emmer skulle på tur med to af hendes arabiske kollegaere noget før, end vi først havde troet, så denne søndag blev ikke fejret så meget. Men for god ordens skyld nævnes lige, at Palmesøndag var den dag, Jesus red ind i Jerusalem for at fejre jødernes højtid Pesach (husk på Jesus var jøde). Rygtet om Jesus som Messias havde da allerede spredt sig, og folk hyllede ham med palmegrene, idet de troede, han var den person, der skulle frelse dem og forløse dem fra romerne. Sådan gik det dog ikke, og i løbet af de næste 3 dage, nåede han at gøre sig godt upoppulær i både folket og ypperstepræsternes øjne.

Mandag
Mandag aften var vi til påskemåltid med alle de andre danske voluntører i Jerusalem - unge som gamle. Egentlig var der ikke så meget påske over det, da idéen egentlig var at gennemgå alle ritualerne for, hvordan jøderne fester og spiser på den første aften, når det er Pesach. Der var mange ting der skulle gøres, og dele af tingene findes også i vores nadver, da Skærtorsdag i år 33 faldt på den første dag under de usyrede brøds fest (Pesach). Det resulterede jo i, at dele af de ting Jesus gjorde, som at bryde brødet og drikke af vinen fulgte med. Han gav dog historien et twist ved at sige, det var hans legeme og blod. Nå, men efter en times lang forklaring på alle disse ritualer, fik vi serveret det lækreste kylling, og nej det er ikke et must med lam, som mange heriblandt os nok ville tro. Det er faktisk ikke engang en tradition hos jøderne. Efter dette forygende måltid vat der en lovsangsafdeling i kirken lige ved siden af. Det er nemlig en jødisk tradition at synge salmer sammen denne aften, så for at fuldende festen gjorde vi selvfølgelig det samme.


Onsdag
Onsdag aften var det så tid til at holde påskefest med alle voluntørerne på Elwyn, som Anne Maria havde taget initiativ til - den party-abe! :) Vi havde begge været igang hele dagen med forberedelserne, da vi ville bage både banankage, æblekage og pandekager. Selvom vi arbejdede på fuldtid hele eftermiddagen, var vi alligevel først færdige klokken 20:30, hvor vi så allesammen gik udenfor for at nyde goderne. Alle elskede vores danske bagværk, og vi lærte også alle koreanerne at sige "Ævelkage" på godt Vestjysk. Festen var efterhånden blevet en koreanerfest, da Lee og Sung Eung havde inviteret hele 3 koreanere, der havde små værtindegaver med til os. Det er noget der varmer.. Efter maden var der hygge og sang, men aftenen sluttede tidligt for Emmeli, der blev syg, kastede op og måtte gå i seng. God påske!

Skærtorsdag
Trods det prægtige vejr måtte Emmeli blive i sengen hele denne ellers så hellige dag, da hun havde opstøvet sig en lettere madforgiftning, der resulterede i, hun ikke kunne holde noget som helst i sig. Efter hun havde kastet op for 7. gang indså hun, at hun nok ikke kunne komme med til fakkeloptoget senere på aftenen. Efter at have gjort toilettet rent tre gange i løbet af eftermiddagen og rystet colaen helt fri for kulsyre tog AM selv turen til Skærtorsdags gudstjeneste. Dette var en international gudstjeneste, så der fik hun afprøvet alle hendes sprogkundskaber. Hun fandt dog hurtigt ud af, at hun stadig havde en masse hebræisk at lære endnu. Efter gudstjenesten var der optog fra den gamle by til Getsemane have, hvor Judas forrådte Jesus med et kys.

Da vi var i den gamle by fredag d. 26. marts, besøgte vi Nadversalen, hvor Jesus havde holdt den første nadver for hans deciple. Nu er salen ikke i brug længere, og er egentlig ikke et så specielt syn, men det er et vigtigt valfartssted for pilgrimme, og et sted man selvfølgelig skal se.
Skærtorsdag på Jesus tid gik ud på, at Jesus ville holde et sidste måltid sammen med hans deciple, inden det hele gik løs dagen efter. Han brød brødet og velsignede vinen, gjorde det til sit legeme og blod, hvilket gør os, hver gang vi drikker det, til ihukommelse af ham. Under måltidet forudsagde han, at Judas ville forråde ham og at Peter ville fornægte ham 3 gange, inden hanen havde nået at gale, og det var lige præcis hvad der skete i løbet af natten.

Langfredag
Fredag morgen stod alt bedre til med Emmeli igen, og vi kunne omkring kl. 7 begive os til den gamle by, for at tage på Via Dolorosa vandring. Det var noget, vi helt specielt havde glædet os til, da hele Jesu lidelseshistorie jo egentlig er selve grundelementet for kristendommen. Selvom der selvfølgelig var fyldt med mennesker alle steder, kunne man alligevel godt fornemme vejen op til Golgata. Her kommer lige en lille opremsning af de forskellige stationer, og hvilken ting de markerer.

Den første station på korsets vej var det sted, hvor Pilatus mod sin vilje fulgte folkeskarens og ypperstepræsternes råb og dømte Jesus til døden (mark. kap. 15, v. 1-15). Stedet er idag en Koranskole for muslimske drenge.

Den anden station var der, hvor Jesus blev pisket, fik tornekronen på hovedet og modtog korset (Joh. kap. 19, v. 1-16). På stedet er der idag bygget "Dommens kapel".

Den tredje station, hvor Jesus faldt med korset for første gang, mindes idag med en søjle i en mur.

Den fjerde station var der, hvor Jesus mødte Maria.


Den femte station var der, hvor Simon fra Kyrene hjap Jesus med at bære korset (Luk. kap. 23, v. 26).

Den sjette station ligger ved Skt. Veronikas kirke og markerer det sted, hvor Veronika tørede Jesus ansigt.

Den syvende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for anden gang. Det menes også at være her, hvor Jesus gennem Dommens Port blev ført ud af byen til korsfæstelsesstedet og stedet, hvor hans dødsdom blev offentliggjort.

Den ottende station er det sted, hvor Jesus henvendte sig til nogle af Jerusalems kvinder med ordene: "Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn" (Luk kap. 23, v. 27-31).

Den niende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for tredje gang.

Resten af stationerne ligger inde i selve gravkirken, men på en så hellig dag som langfredag, var det ikke muligt at komme herind, med mindre man var helt speciel. Der var i stedet stuvende fyldt med mennesker udenfor kirken. Vi vil dog alligevel nævne de sidste stationer for at fuldende Via Dolorosa, selvom vi ikke har set dem.

Den tiende station markerer det sted, hvor Jesus blev frataget sine klæder, mens de 3 næste stationer markerer henholdsvis det sted, hvor Jesus blev naglet til korset, rejsning af korset og nedtagelse af liget. Den fjortende station er nedenunder i selve den Hellige Grav, som selvfølgelig skal markere det sted, hvor Jesus blev lagt til hvile.

Efter en lang vandring på en varm dag var vi efterhånden lige så mørbanket som Maria og Jesus deciple måtte have været på selv samme tid for 1977 år siden, men det afholdt os da ikke fra at tjekke hele situationen mere ud. Decipelskolen var i byen, så Anne Maria joinede Thomas resten af dagen, mens Emmeli tog med voluntørerne fra Israelsmissionen rundt og så på mennesker, der opførte sig mærkeligt. Det var nogle sjove indputs der kom indimellem.
Om aftenen tog Anne Maria til hygge i præstelejligheden med de andre voluntører, mens Emmeli tog til cocktailparty hos sin kusine, som var i Jerusalem hele påsken for at besøge en veninde, som sjovt nok også arbejder med et fredsprojekt støttet af EU i Jeriko. Det var dog ikke det samme som Tass, da hendes projekt mere gik i at optræne det palæstinensiske politi og den palæstinensiske hær. Emmeli endte da med at blive noget bedugget efter 2 glas vin, da hun faktisk ikke havde fået noget at spise i to dage. Så mere cocktail og party til hende blev det ikke til. :)
Påskedag
Søndagen startede meget tidligt for os, da vi allerede klokken 5 skulle med en taxa til Oliebjerget. Hjemmefra havde vi ikke helt præcist fundet ud af, hvor vi skulle mødes, men vidste bare, det lå på Oliebjerget, og troede at det ikke var noget problem at bestige det bjerg - for efter Masada, hvor svært kan det så være!? Men vi blev klogere! Oliebjerget var både stort og stejlt, og selvfølgelig lå vores mødested helt oppe på toppen. Hvis det ikke var for vores konstante tro på, at toppen var lige om hjønet, var vi aldrig kommet derop og slet ikke klokken halv seks om morgenen. Da vi endelig kom frem, holdt vi en andagt og så solopgangen fra det høje. Det var en helt fantastisk oplevelse, vi aldrig vil glemme.

Efter en travetur nedad igen, hvor vi selvfølgelig fór vild, stod den på arbejde og en påskegudstjeneste i King og Kings i Jerusalem om eftermiddagen.


Den 26. marts var vi i Dormition Abbey, der er bygget på det sted, hvor Maria har boet efter Jesus korsfæstelse og markerer egentlig det sted, hvor Maria sov stille ind. I kirkens kælder var der en skulptur, der skulle forestille Maria hvile fredfyldt.


Ugen ud
I næste uge står den på tur til Jordan fra torsdag til lørdag. Vi rejser onsdag nat til Eilat, hvor vi skal mødes med de andre voluntører, som kommer fra Sinai tidligt torsdag morgen. Denne tur byder på ørken, hotelophold og en masse Petra - det blir feeed.. Ellers forsætter vi vores hverdag som hidtil, hvilket vi også efterhånden holder meget af.

Forsat god påske i DK..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar