Vi kan så småt begynde at mærke, at det lakker mod enden, og selvom vi stadig har knap en måned tilbage i Jerusalem, så er vi også for alvor begyndt at planlægge vores 14 dages ferie, efter vi er stoppet på Elwyn. I sidste weekend var vi i Jordan, og rejsen ind i Israel igen gav os yderlige 3 måneders visum, hvilket vi er meget taknemlige for. Vi har derfor nu besluttet os til at blive hernede til den 29. maj, hvor vi efter planen vil lette fra Tel Aviv kl. 16. Vi kommer dog først til Herning engang i løbet af d. 30. maj, og vi glæder os til at se jer allesammen igen. :)
Nå, men nu må vi hellere få startet på en redegørelse for, hvad vi har oplevet her de seneste 2 uger. Hvis I synes det bliver for langt, kan I jo bare springe let henover noget af det. :)
Jordanturen
Efter nogle dejlige og fredfyldte hverdage i Jerusalem drog vi onsdag aften d. 7. april først til Tel-Aviv, hvorfra vi senere skulle tage en natbus til Eilat . Vi havde troet, at vores valg af netop at tage en natbus ville give en stille og rolig tur uden alt for mange mennesker, men sådan gik det ikke helt. Bussen var propfyldt af unge mennesker, der alle skulle på charterferie i Eliat, så stemmingen var høj, og søvn blev der ikke meget af.
Vi var derfor meget lettede, da vi kl. 5 torsdag morgen ankom til Eilat. Vi havde aftalt at mødes med de andre voluntører og dicipelskoleelverne, der kom fra Sinai i Egypten, torsdag morgen kl. 8 ved grænsen til Jordan, så her tog vi selvfølgelig ud. Skæbnen ville dog, at det skulle tage næsten 3 timer for dem at krydse grænsen fra Sinai til Israel, så det endte med, de først var fremme ved grænsen til Jordan omkring kl. 11.
Vi var derfor meget lettede, da vi kl. 5 torsdag morgen ankom til Eilat. Vi havde aftalt at mødes med de andre voluntører og dicipelskoleelverne, der kom fra Sinai i Egypten, torsdag morgen kl. 8 ved grænsen til Jordan, så her tog vi selvfølgelig ud. Skæbnen ville dog, at det skulle tage næsten 3 timer for dem at krydse grænsen fra Sinai til Israel, så det endte med, de først var fremme ved grænsen til Jordan omkring kl. 11.
På den anden side af grænsen ventede os en tur i forskellige Jeeps af ældre dato rundt i den Jordanske ørken ved Akaba.
Vi havde en guide sat på, der viste os diverse specielle steder og seværdigheder i ørkenen, men for at være helt ærlig var det ikke meget man fik ud af det, da alt var uafhængigt af hinanden. Den største oplevelse må man sige var at køre rundt i disse Jeeps og rigitgt mærke vinden i sit hår, mens man gentagne gange sagde: "Yala, yala, yala" for at få det endnu hurtigere.
Efter vi var blevet blæst godt igennem, satte vi kursen mod vores hotel nær Petra, hvor vi skulle overnatte den første nat. Her ventede der os luksus senge og god mad (i hvert fald i forhold til standarden på Elwyn). Mega nice.. :)
Dagen efter var vi en tur i oldtidsbyen Petra, som engang var nabatæernes hovedstad med en daværende befolkning på mellem 45.000 - 50.000 mennesker. Nabatæerne var oprindeligt et arabisk nomadefolk, der menes at være kommet fra Yemen. De var dygtige handelsfolk og slog sig ned i Petra og dominerede hele området omkring Jordanfloden fra ca. 600 f. K. til ca. 100 e. K. Det helt specielle ved Petra er helt klart, de imponerende, udhuggede bygninger i bjergene. Det er svært at forklare, hvor flot et syn det var, da alle facaderne på husene, gravene og templerne bare var fuldstændigt gennemførte. Vi har svært ved at forestille os, hvor lang tid det har taget at lave de facader, og hvilke instrumenter de lige har haft til det, men med så meget andet fra oldtiden så overraskes vi jo gang på gang af deres kundskaber.
Efter Nomadernes tid i byen var den i ca. 10.000 år beboet af andre folkeslag, men et jordskælv fik byen til at blive ørkenens bytte og er først blevet gravet frem igen i 1924. Petra blev i 2007 kåret som et af verdens 7 vidundere, og vi er ganske enige. Petra er bare noget, man er nødt til at opleve!
Lørdag var vores sidste dag, og da vi fandt ud af, at grænsen fra Jordan til Israel skulle være krydset inden kl. 11, var det begrænset, hvor meget vi nåede at få set på denne dag. Men lidt fik vi da selvfølgelig ud af dagen. Vi tog til Mount Nebo, som var det sted, hvor Moses gik op for at dø, da Gud havde nægtet ham at komme med isralitterne ind i Det Forjættede Land. Som med så mange bibelske seværdigheder har man aldrig fundet tydelige spor på Moses gravplads, men efter forklaringerne i Biblen mener man, det skulle passe godt med dette bjerg. Da vi stod på bjerget i Jordan, havde vi også en god udsigt over Israel, og hvis det ikke havde været så diset, siges det, at vi havde kunne se helt til Jerusalem. Vildt!
Herefter kørte vi til grænsen, hvorefter vi skulle sige farvel til Jordans golde ørken. Selvom landet var meget brunt, var det alligevel en stor oplevelse at opleve den arabiske kultur endnu tættere på, end hvad man kan komme til i Israel.
Ellers brugte vi det meste af fredagen på stranden i færd med at planlægge den sidste måned i Jerusalem. Der er stadig så mange ting, vi gerne vil se, og det er en gåde, hvordan vi skal nå det hele. Men så må vi selvfølgelig bare prioritere lidt..
Skøre fortællinger
Ellers skal vi også lige have skrevet lidt om det seneste nye sladder fra Elwyn. Vi er nemlig gået hen og blevet en form for celebraties her på stedet (mere end vi var før), og har i de sidste par dage været hovedpersonerne i den seneste sladder blandt vores kollegaer. Alt startede med, at en psykisk syg beboer på stedet lørdag var ret ubehøvlet overfor os. Det resulterede i, at der blev taget en alvorlig snak med ham om, hvad man må, og hvad man ikke må, og vi er ikke sikre på, om det var i raseri, eller om han bare gjorde det i en pervers tankegang, men det syn der ventede Emmeli søndag morgen, da hun stod op, var en fuldstændigt tømt tørresnor, hvor alt vores vasketøj burde have hængt og ild på jorden.
Der er også begyndt at komme kattekillinger her på Elwyn, og de er simpelthen bare så søde. Vi har dog fundet en lille killing, der på mystisk vis er blevet forældreløs, og mens den var allermest træt, sulten og afkræftet, besluttede voluntørerne at tage den til sig, så nu har vi fået en lille kattekilling, som vi på skift passer, giver mad og leger med. I starten var den meget stille og lå bare og sov for det meste, men vi skal da lige love for, at den er kommet til kræfter igen og er blevet en lille vildkat. Det er dejligt at se, men det medfører også, at den er begyndt at larme lidt, hvilket ikke falder i god jord hos alle. Men den er bare så sød, og så hedder den Mickey. :)
Tel Aviv
Weekenden efter tog vi torsdag d. 15. april til Tel Aviv for at solbade og slappe af. Efter vi havde brugt det meste af torsdagen på stranden, fik Emmeli endelig taget sig sammen til at gå til den frisør, som hun havde snakket om hele turen. Det var en meget speciel oplevelse, da det var første gang i sit liv, hun ikke skulle klippes af frisør-Inger, og da hendes look skulle ændres markant ved at få klippet pandehår. Det resulterede også i nogle til tider meget nervøse trækninger, og frisøren bad hende gentagne gange om at slappe af, men det er altså ikke helt let! Det endte egentlig med at blive ret godt, og nu venter der bare en lille tilvænningsperiode, så skal det nok blive helt perfekt. :)
Ellers brugte vi det meste af fredagen på stranden i færd med at planlægge den sidste måned i Jerusalem. Der er stadig så mange ting, vi gerne vil se, og det er en gåde, hvordan vi skal nå det hele. Men så må vi selvfølgelig bare prioritere lidt..
Skøre fortællinger
Ellers skal vi også lige have skrevet lidt om det seneste nye sladder fra Elwyn. Vi er nemlig gået hen og blevet en form for celebraties her på stedet (mere end vi var før), og har i de sidste par dage været hovedpersonerne i den seneste sladder blandt vores kollegaer. Alt startede med, at en psykisk syg beboer på stedet lørdag var ret ubehøvlet overfor os. Det resulterede i, at der blev taget en alvorlig snak med ham om, hvad man må, og hvad man ikke må, og vi er ikke sikre på, om det var i raseri, eller om han bare gjorde det i en pervers tankegang, men det syn der ventede Emmeli søndag morgen, da hun stod op, var en fuldstændigt tømt tørresnor, hvor alt vores vasketøj burde have hængt og ild på jorden.
Den første konklusion hun kom frem til var, at der var en, der havde brændt alt tøjet, og det var hvad hun løb ind og fortalte Anne Maria der stadig sov, og aldrig før er hun kommet så hurtig op af sengen. Da vi havde stået og summet lidt, kunne vi nok godt se, at aksebunken ikke var stor nok til at kunne indeholde alt vores tøj, og vi kom herefter frem til den konklusion, at gerningsmanden måtte have stjålet vores tøj og derefter sat ild til AM's tæppe, som også hang på tørresnoren. I samarbejde med AM's Casemanger indledte vi en efterforskning på, hvem det kunne være, og vi kom rimelig hurtigt frem til den tidligere omtalte mand, da han dagen forinden havde siddet i vores have med AM's araber-svømmetøj ved siden af sig, så vi vidste, han havde en svaghed for tøj. Sagerne blev undersøgt, og det viste sig også, at de til sidst fandt vores tøj på hans værelse. Klamt!
Dagen efter fik vi det tilbage, og det kunne ikke gå for hurtigt med at få det vasket endnu engang.
Alle på Elwyn har været utroligt søde under hele forløbet, og folk har virkelig forsøgt at hjælpe os så godt de kunne, selvom det hele viste sig at gå i orden igen. Nu griner vi bare lidt af oplevelsen med det stjålne tøj, men søndag morgen var det meget svært at se det komiske i hele den situationen vi stod i!
Der er også begyndt at komme kattekillinger her på Elwyn, og de er simpelthen bare så søde. Vi har dog fundet en lille killing, der på mystisk vis er blevet forældreløs, og mens den var allermest træt, sulten og afkræftet, besluttede voluntørerne at tage den til sig, så nu har vi fået en lille kattekilling, som vi på skift passer, giver mad og leger med. I starten var den meget stille og lå bare og sov for det meste, men vi skal da lige love for, at den er kommet til kræfter igen og er blevet en lille vildkat. Det er dejligt at se, men det medfører også, at den er begyndt at larme lidt, hvilket ikke falder i god jord hos alle. Men den er bare så sød, og så hedder den Mickey. :)
Independence Day
Tirsdag d. 20. april var der helligdag igen igen, denne gang var det for at fejre Independence Day, som altså den dag hvor den daværende udenrigsminister Meir Dizengoff underskrev uafhænighedserklæringen, som gjorde Israel til en selvstændig stat. Det skal godt nok siges, at det i virkeligheden var den 14. maj 1948 dette skete, men dagen blev altså fejret i tirsdags, da jødernes kalender er anderledes end vores. Vi fejrede uafhængighedsdagen mandag aften sammen med de andre voluntører fra Jerusalem i "Independence Park", hvor vi grillede og hyggede.
Om aftenen tog vi i byen på Ben Yehuda Street, og der gik det ikke helt stille for sig. :) Da vi stod op tirsdag morgen kl. 6 for at gå på arbejde, kunne vi godt mærke, at det nok ikke var helt gennemtænkt. Men sjovt det var det. :)
Ugen der kommer
Vi har så meget vi skal nå i næste uge, men vi ved ikke helt, hvornår vi skal få tid til det hele. Torsdag aften har i inviteret alle voluntørerne fra Jerusalem til sommerfest på Elwyn i vores lille "have", og AM har været igang med at bage kage hele aftenen, mens Emmeli har gjort rent - og skrevet det sidste af bloggen færdig. Vi glæder os meget, da det er første gang, folk kommer og ser, hvordan vi bor her på Elwyn, så det skal nok blive rigtigt godt. Udsigten til vejret er dog et lille problem, man nok ikke kan komme helt udenom, for selvom det har været varmt og godt vejr lige indtil nu, så bliver det altså pludselig mega koldt og regnvejr torsdag, hvorefter det bliver godt igen fredag. Det er bare typsik, men vi håber at få det bedste ud af det alligevel..
Ellers har vi anledningsvist planlagt at grille søndag aften for at fejre, at Emmeli har 1½ års dag med Morten d. 25. april, mens Anne Maria har 3½ års dag med Thomas d. 29. april. Når vores kærester ikke er her sammen med os, så må vi jo selv sørge for at gøre en fest ud af det, og det er noget vi forstår! ;)
Ellers er der ikke så meget mere at sige for denne gang. Shalom til jer alle og hav det godt, til vi ses igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar