Le'hi'ra'ot Elwyn

Shalom

Så er det vidst ved for alvor at være tid til et blogindlæg igen, da det jo næsten er en hel måned siden, vi sidst fik taget os sammen til at skrive. Det er såmen ikke fordi, der ikke er sket noget den sidste måneds tid, der er værd at skrive hjem om, tværtimod er der sket så meget, at der stort set ikke har været tid at skrive hjem!

Vi stoppede begge med at arbejde på Elwyn i onsdags og har nu nydt et par fridage i Jerusalem, hvis man dog kan kalde sightseeing at have fri!? Vi har netop planlagt vores ferie færdigt og rejser fra Jerusalem på mandag, hvor turen herfra går til Tel-Aviv, hvor vi skal besøge Independece Hall museum, som er stedet, hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet i 1948 og et tilhørende bibelmuseum. Samme dag rejser vi videre til Eilat, hvilken er Israels sydligste ferieby som grænser op til Det Røde Hav. Her står den på ren afslapning de næste otte dage frem. Hvad der helt præcist skal ske i Eilat er stadig uvist, men vi har planer om at snokle i koralrevet, på undervandsmuserum, bade med delfiner og så arbejder vi på at tage med en guided tur til Egypten, men da vi vil hentes på den israelske side af grænsen, er det ret svært at finde et ordentlig rejsebureau til ordenlige penge, men nu må vi se. Fra Eilat rejser vi d. 26. maj til Jerusalem igen, hvor vi skal se bymuseet i Davids tårnet og om aftenen et tilhørende lysshow. Fra Jerusalem går turen så til Tel Aviv igen, og lørdag en 29. maj kl. 16 flyver vi fra Tel Aviv mod Kastrup. Vi ankommer i Kastrup ca. klokken 22 dansk tid, og har lejet et værelse for natten. Den 30. maj sætter vi så kursen mod Herning, hvor vi klokken 14:30 ankommer på Herning banegård! Men alt dette er der jo stadig lang tid til ;-), så lad os nyde det forjættede land og kigge tilbage på, hvad vi har oplevet den sidste måneds tid.

Siden sidst

Gennem de sidste 3 uger har vi oplevet en hel masse. Vi har været på spaophold ved Det Døde Hav, kørt Genezareth sø rundt i bil, besøgt Decipelskolen, været til joffiaftner, i King of Kings, på Holecaustmuseum, set dødehavsruller, grillet en masse, slikket sol, arbejdet en del og som før nævnt nu også sagt farvel til vores dejlige arbejdsplads gemmen de sidste tre måneder. Det er vildt, at tiden er gået så hurtig, og at vi om fjorten dage er på vej hjem til Danmark...

Ellers har Emmeli brugt de sidste par uger på at gå til læge næsten ligeså jævnligt, som hun skifter tøj. Hun har nemlig erfaret sig nogle røde knopper på brystet, halsen, ryggen og nakken, som godt kunne minde om en slags eksem. Men det er det højst sandsynligt ikke, da ingen læge kan finde ud af, hvad hun fejler. Hun har nu været til lægen på Elwyn to gange uden en forbedring, og det er ikke helt nemt, da han faktisk ikke snakker engelsk. Så her måtte hun jo så finde sit gebrokken hebræisk frem og prøve at forklare ham hele situationen, hvorefter hun fik noget steoridcreme at smøre det med. Da dette ikke virkede og lægen ikke kunne se, hvad der var galt, ringede hun til en amerikansk læge, betalte 400 NIS for konsultationen og fik her en ny creme, hun skulle smøre sig med - stadig uden forbedring. Nu har hun så købt et hav af tørklæder til at skjule udslættet med, og så må vi tage den, når vi kommer til Danmark. Nu er der brugt nok penge på lægeregninger!

Holecaustmuseum

Torsdag den 22. april besøgte vi Yad Vashem, som er Israls største Holecaustmuserum og meget kendt. Da vi skulle holde fest om aftenen, havde vi ikke så meget tid derinde, men det var dog nok til, at vi gik derfra med en meget dårlig smag i munden. Museet omhandlede selvfølgelig mest udryddelsen af jøderne, men de var også gode til, at få lavet et kronologisk forløb på hele krigen, hvor de fortalte hvilke lande, der blev indvaderet og hvor mange jødiske liv, det kostede. Da vi nåede til rummene, der omhandlede konsentrationslejrerne, blev det meget barskt, men det er det jo altid, når det emne skal diskuteres. Som noget helt specielt så vi pludselig i et af rummene en stander, der fortalte om de danske fiskere, der natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943 hjalp næsten 6000 jøder til Sverige, da samarbejdspolitiken mellem Danmark og Tyskland var brudt sammen og jøderne ikke længere var i sikkerhed i Danmark. På standeren stod der, at det var et prægtigt eksempel på et helt folk, der gik sammen om at hjælpe jøderne, så der blev vi nok lige betragtet som helte. :)

Efter en lang dag på museet tog vi hjem og begyndte forberedelserne til vore Elwyn party, hvor vi havde inviteret alle voluntørerne fra Joffihuset og fra Israelsmisionen + det løse. :) Folk var rigtig gode til at bakke op, og der var faktisk ingen af volutørerne, der meldte afbud. Anne Maria havde brugt det meste af onsdag og torsdag på at bage kage, og resultatet blev 3 forskellige kager; en amerikansk lagkage, den du ved nok kagen og cookies. Det var bare SÅ lækkert, og folk spiste også med velbehag. "Mad, halleluja, amen!"

Det Døde Hav

Selvom vi havde holdt fest torsdag aften, og at de sidste gæster først var gået kl. 3 om natten, gik vi "friskt" på arbejde fredag morgen, for vi skulle nemlig spare fridage op til at tage 3 dage til Det Døde Hav weekenden efter. Aldrig har vi prøvet at tonse så meget arbejde igennem hernede, men efter vi havde arbejdet 7 dage i streg, tog vi fredag d. 30. april afsted med kurs mod ørkenen. Selvom vi faktisk næsten ikke så solen i de 3 dage, var der meget varmt, og da vi havde valgt at tage på spa-ophold på et 5-stjernet hotel, var der nok af swimming-pool faciliteter og privat strand, hvor vi da også lige var nede at bade i det meget saltede hav.

Da det var et spa-ophold, skulle vi da også have noget wellness ud af det, så vi købte 3 poser mudder og smurte hele kroppen ind i et tykt lag, hvorefter vi gik rundt og lignede mudder monstre i 20 minutter.

Det var en meget speciel oplevelse, og det var egentlig også lidt svært at få vasket af igen, og selvfølgelig skulle det også lige begynde at regne, da vi var allebedst smurt ind. Men det kom af, og vores hud blev med et meget smukkere - eller..!? Ellers nød vi bare at slappe af og for en gangs skyld at få god mad. Så det var bare en rigtig dejlig weekend.

Tiberias

Efter 3 arbejdsdage i Jerusalem tog vi torsdag d. 6. maj en tur nordpå, for at besøge Tiberias og området omkring Genezareth sø, hvor Jesus har holdt til en stor del af hans 33-årige lange liv, prædiket og udført mange mirakler. Vi ankom omkring kl. 12, hvorefter vi gjorde noget så crazy som at leje en bil, for at tonse byen og området rundt på egen hånd. Da Emmeli var den eneste af os, der var fyldt 21, var det hende, der skulle både leje og køre bilen, mens Anne Maria ihærdigt forsøgte at følge med på et kort over byen ved siden af. Da det var 3 måneder siden Emmeli sidst havde kørt bil, og da det hvide lyn, som vi lejede, var med automatgear, gjorde det det meget svært at køre i starten, og det blev til rimelig håde opbremsninger, da bremsen tit blev forvekslet med koblingen. Oven i det var det ikke så let for Anne Maria at finde vejen ud af byen, da der faktisk næsten ikke var opgivet nogle vejnavne. Hvis man havde været en flue på væggen i starten, havde man nok fået sig et godt grin, men vi vil til vores forsvar sige, at da Emmeli og bilen først havde fundet hinanden, og da Anne Maria endelig 1 time efter havde fundet en vej ud af byen, så gik det faktisk rigtig godt, og vi er enige om, at hele turen har været en stor succes.

Vi valgte at køre nordpå rundt om søen, og det første stop på denne vej var et bådmuseum, hvor der er udstillet en ca. 2000 år gammel båd, som man har fundet i Genezareth sø. Nu kan man jo så begynde at stille spørgsmålene; hvem har båden tilhørt? Måske Jesus og hans deciple?

Vi fortsatte med 80 km/t udaf landevejen, hvorefter vores næste stop var Tabgha, som vi faktisk havde besøgt en gang før i vores allerføste weekend hernede, hvor vi besøgte Decipelskolen. Det var et glædeligt gensyn, vi fik med kirken, og hvis man skal sige lidt historisk om, hvad kirken symboliserer, så symboliserer den bespisningsunderet, hvor Jesus tog 5 brød og 2 fisk og mættede 4000 mennesker. Hvis I vil vide mere, er I mere end velkomne til at læse den allerførste blogopdatering, hvor der også er en bibelhenvisning.

3. stop var ruinbyen Capernaum. Capernarum er ofte nævnt i Bibelen, da det var i denne by, Simon Peter boede, og Jesus tilbragte rigtig meget tid i denne by og gjorde rigtig mange undere her. Det var blandt andet her, Jesus helbredte den lamme, som blev firet ned gennem taget af fire af hans venner (Mark. kap, 2, v. 1-12). Det var bl.a. også her helbredelsen af Peters svigermor fandt sted + en hel række andre undere. Capernaum er idag en ruinby og det pudsige er netop, at Jesus forudsagde, at Capernaum ville blive lagt i ruiner sammen med Betseba og Korzin, og idag er de de tre ruinbyer omkring søen (Luk. kap. 10, v. 13-16).

Herefter tog vi en tur opad Salighedsprisningernes bjerg, hvor Jesus brugte meget tid på at prædike, og resultatet af alle disse prædiker er det, vi idag i Bibelen kender som Bjergprædiken. På toppen af bjerget ligger Salighedsprisningernes kirke, som egentlig havde lukket, da vi kom, men en sød dørvagt tog os med ind, så vi lige kunne få et hurtigt kig på kirken.

Det sidste stop på vores tur om torsdagen var en græsk ortodoks kirke, som lå lidt uden for Capernaum. Denne kirke er blevet kaldt apostlenes kirke og er muligvis rejst for at mindes alle de apostle, som boede i Capernaum. Det specielle ved kirken er, at den har et meget karakteristisk, rødt tag.

Da klokken efterhånden var blevet halv seks, synes vi, det var på tide at tage ud og besøge Decipelskolen. Det var nemlig sådan, at vi havde planlagt at tage til Tiberias netop denne weekend, fordi Thomas havde fødselsdag fredag d. 7. maj. Så for at Anne Maria kunne fejre lidt af hans fødselsdag sammen med ham, lavede vi torsdag aften et totalt overraskelsesmoment, da ingen af eleverne vidste, vi ville komme. Vi spiste herefter på Decipelskolen, og brugte resten af aftenen på hygge.

Fredag startede tidligt kl. 7 om morgenen, hvor vi skulle vække Thomas med fødselsdagssang. Efter sang, gaver og morgenmad tog decipelskoleeleverne på fredagstur, hvorefter vi fortsatte vores tur rundt om Genezareth sø, denne gang kørte vi bare syd rundt om søen i stedet.

Første stop her var nationalparken Kursi. Det skulle være i dette område, hvor Jesus fordrev onde ånder ud af en mand, hvorefter han gav ånderne lov til at fare ind i nogle svin, som derefter styrtede ud over skranten og dødede (Luk. kap. 8, v. 26-39). Idag kan man se ruinerne af en synagoge, der engang var rejst på dette sted netop for at mindes denne lille historie.

Andet og faktisk også sidste stop for denne dag var den gamle by Batseba, der ligesom Capernaum idag ligger i ruiner.

Ellers brugte vi bare den sidste tid på at køre hele vejen rundt om søen og fornemme det speciele ved netop denne sø, hvor Jesus' fire første deciple var fiskere. Kl. 13 tog vi bussen hjem til Jerusalem igen, og om aftenen tog vi for første gang til Shabbathsmåltid i Joffihuset, hvilket var meget festligt.

Den sidste tid i Jerusalem

Efter vores gode tur til Tiberias, stod den på en uges arbejde, inden vi for alvor kunne holde ferie. Den sidste uge på Elwyn var god men også lidt trist, idet alle hele tiden gik og snakkede om, at nu skulle vi jo snart hjem igen. Afskeden med både beboerne og kollegaerne var lidt trist, men vi kunne jo heller ikke blive her for altid, så vi har været nødt til at sige farvel på et tidspunkt. Selvom vi så efterfølgende har taget fem ekstra dage i Jerusalem, for at kunne nå at se det sidste af det, vi mangler, er programmet alligevel blevet booket fuldstændigt op, så der har været run på de sidste par dage.

Torsdag var det egentlig meningen, vi ville tage på både Israelsmuseet med Dødehavsrullerne og på Bibelmuseet, men vi havde misforstået åbningstiderne lidt, hvilket gjorde, at vi kun nåede Bibelmuseet denne dag. Dette museeum omhandlede bl.a. den egyptiske historie, udvikligen af hiroglyfferne til moderne hebræisk, arabisk og græsk og den 1. og 2. tempelperiode i Israel. Det var egentlig mest en historisk gennemgang af tiden, hvor der hele tiden blev fortalt, hvor vi rent bibelsk befandt os.
Om aftenen tog vi ind til den gamle by, og tog til gudstjeneste i Redeemer Church, for at fejre Kristi Himmelfart, hvor Jesus fór til Himmels fra oliebjerget.

Fredag startede vi tidligt ud med at tage på Israelsmuseet, hvor Dødehavsrullerne var udstillet. Dødehavsrullerne blev i fundet i 11 forskellige grotter i Qumran-området ved Det Døde Hav. Den første rulle blev fundet i 1947 af en hyrde, der havde mistet en af sine geder. I håb om, at geden befandt sig i grotten, kastede han en sten derind, der ramte og smadrede en af de krukker, der indeholdt rullerne. Efterfølgende i årerne 1947 til 1956 dukkede der omkring 800 fragmenter op i området. Skriftrullerne stammer fra en periode fra det andet århundrede f.Kr. til det første århundrede e.Kr., og indholdet er blandt andet essæernes og andre sekters anskuelser, levemåde og reglement, bibelske tekster fra det gamle testamente og kommentarer hertil. Fundet af dødehavsrullerne er et af det største arkæologiske fund, der er blevet gjort, idet de også giver os et godt indblik i livet på Jesu tid.

Efter vores besøg på museet tog vi til den gamle by, hvor vi besøgte Getsemane Have. Dette er haven, hvor Jesus gik hen, efter han havde spist påskemåltid med sine deciple, og han opholdt sig her natten mellem skærtorsdag og langfredag. Det var derfor her Judas forrådte ham med et kys, hvorefter de romerske soldater tog ham til fange. Haven er idag beplantet med blomster og en masse oliventræer, og da træerne ser meget gamle ud, er det meget muligt, det var i et af disse træer, Judas senere begik selvmord ved at hænge sig selv.

Som det sidste denne dag tog vi til Gravhaven, hvor man har fundet en grotte, der passer meget godt med beskrivelsen af den grav, Jesus blev lagt i. Så muligvis var det her, ærkeenglen Gabriel påskemorgen viste sig for kvinderne og sagde, at Jesus var opstanden.

Idag lørdag har vi holdt fri, da det er Shabbat. Vi har fået ordnet en masse ting og er da også begyndt så småt at pakke lidt. Hvor trist.. :'/

Søndag står den på tur til Davidsbyen, som er det område, hvor kong David havde sit palads her i Jerusalem i hans regeringår fra omkring 1005 f. Kr. til 965 f. Kr.. Det var bl.a. også i denne del af byen, jødernes første tempel var placeret. Idag ligger byen og selvfølgelig templet desværre i ruiner. Tilmed har vi også planer om at tage op på Tempelbjerget, hvor jødernes andet tempel siges at have ligget. Det var bl.a. i dette tempel Jesus som 12-årig sad og underviste, og det var på den tilhørerne tempelplads, han onsdag i påskeugen fik gjort sig godt og grundig upopulær ved at rydde den for handelsfolk. Idag ligger muslimernes store Al-Aqsa moské på pladsen, så den regner vi også lige med, at skulle have et lille kig på.

Ellers skal der bare købes de sidste souvenirs, så vi kan få sendt dem hjem mandag, inden vi forlader Jerusalem - og så står den bare på ferie...

Det var vidst også nok blogopdatering for nu. Vi undskylder meget længden, men det er jo tre uger, vi skal prøve at redegøre for, så det fylder selvfølglig lidt.

I må have det rigtig godt hjemme i Danmark, indtil vi ses igen om 2 uger.

Sol, sommer og Jordans land

Så er det igen blevet tid til en blokopdatering, da vi i den sidste tid har oplevet alt fra Jordans hede ørken til Tel Avivs badestrand med alt for lækkert vejr og badevand. Det har i sandhed været nogle oplevelsesrige uger, og som om det ikke skulle være nok, sidder vi pt. og kigger på hoteller ved Det Døde Hav, da vi har besluttet at tage på charterferie her fra d. 30. april til d. 2. maj. Det er ret svært at bestemme sig, for vi er enige om, at det denne gang ikke skal være det billigeste hotel, men vi synes stadig, det er helt hen i vejret at give mere end 4000 kr. for to overnatninger, men det er prisen for det fleste hotelværelser ved Det Døde Hav - øv!

Vi kan så småt begynde at mærke, at det lakker mod enden, og selvom vi stadig har knap en måned tilbage i Jerusalem, så er vi også for alvor begyndt at planlægge vores 14 dages ferie, efter vi er stoppet på Elwyn. I sidste weekend var vi i Jordan, og rejsen ind i Israel igen gav os yderlige 3 måneders visum, hvilket vi er meget taknemlige for. Vi har derfor nu besluttet os til at blive hernede til den 29. maj, hvor vi efter planen vil lette fra Tel Aviv kl. 16. Vi kommer dog først til Herning engang i løbet af d. 30. maj, og vi glæder os til at se jer allesammen igen. :)

Nå, men nu må vi hellere få startet på en redegørelse for, hvad vi har oplevet her de seneste 2 uger. Hvis I synes det bliver for langt, kan I jo bare springe let henover noget af det. :)

Jordanturen

Efter nogle dejlige og fredfyldte hverdage i Jerusalem drog vi onsdag aften d. 7. april først til Tel-Aviv, hvorfra vi senere skulle tage en natbus til Eilat . Vi havde troet, at vores valg af netop at tage en natbus ville give en stille og rolig tur uden alt for mange mennesker, men sådan gik det ikke helt. Bussen var propfyldt af unge mennesker, der alle skulle på charterferie i Eliat, så stemmingen var høj, og søvn blev der ikke meget af.
Vi var derfor meget lettede, da vi kl. 5 torsdag morgen ankom til Eilat. Vi havde aftalt at mødes med de andre voluntører og dicipelskoleelverne, der kom fra Sinai i Egypten, torsdag morgen kl. 8 ved grænsen til Jordan, så her tog vi selvfølgelig ud. Skæbnen ville dog, at det skulle tage næsten 3 timer for dem at krydse grænsen fra Sinai til Israel, så det endte med, de først var fremme ved grænsen til Jordan omkring kl. 11.

På den anden side af grænsen ventede os en tur i forskellige Jeeps af ældre dato rundt i den Jordanske ørken ved Akaba.

Vi havde en guide sat på, der viste os diverse specielle steder og seværdigheder i ørkenen, men for at være helt ærlig var det ikke meget man fik ud af det, da alt var uafhængigt af hinanden. Den største oplevelse må man sige var at køre rundt i disse Jeeps og rigitgt mærke vinden i sit hår, mens man gentagne gange sagde: "Yala, yala, yala" for at få det endnu hurtigere.

Efter vi var blevet blæst godt igennem, satte vi kursen mod vores hotel nær Petra, hvor vi skulle overnatte den første nat. Her ventede der os luksus senge og god mad (i hvert fald i forhold til standarden på Elwyn). Mega nice.. :)

Dagen efter var vi en tur i oldtidsbyen Petra, som engang var nabatæernes hovedstad med en daværende befolkning på mellem 45.000 - 50.000 mennesker. Nabatæerne var oprindeligt et arabisk nomadefolk, der menes at være kommet fra Yemen. De var dygtige handelsfolk og slog sig ned i Petra og dominerede hele området omkring Jordanfloden fra ca. 600 f. K. til ca. 100 e. K. Det helt specielle ved Petra er helt klart, de imponerende, udhuggede bygninger i bjergene. Det er svært at forklare, hvor flot et syn det var, da alle facaderne på husene, gravene og templerne bare var fuldstændigt gennemførte. Vi har svært ved at forestille os, hvor lang tid det har taget at lave de facader, og hvilke instrumenter de lige har haft til det, men med så meget andet fra oldtiden så overraskes vi jo gang på gang af deres kundskaber.

Efter Nomadernes tid i byen var den i ca. 10.000 år beboet af andre folkeslag, men et jordskælv fik byen til at blive ørkenens bytte og er først blevet gravet frem igen i 1924. Petra blev i 2007 kåret som et af verdens 7 vidundere, og vi er ganske enige. Petra er bare noget, man er nødt til at opleve!

Lørdag var vores sidste dag, og da vi fandt ud af, at grænsen fra Jordan til Israel skulle være krydset inden kl. 11, var det begrænset, hvor meget vi nåede at få set på denne dag. Men lidt fik vi da selvfølgelig ud af dagen. Vi tog til Mount Nebo, som var det sted, hvor Moses gik op for at dø, da Gud havde nægtet ham at komme med isralitterne ind i Det Forjættede Land. Som med så mange bibelske seværdigheder har man aldrig fundet tydelige spor på Moses gravplads, men efter forklaringerne i Biblen mener man, det skulle passe godt med dette bjerg. Da vi stod på bjerget i Jordan, havde vi også en god udsigt over Israel, og hvis det ikke havde været så diset, siges det, at vi havde kunne se helt til Jerusalem. Vildt!

Herefter kørte vi til grænsen, hvorefter vi skulle sige farvel til Jordans golde ørken. Selvom landet var meget brunt, var det alligevel en stor oplevelse at opleve den arabiske kultur endnu tættere på, end hvad man kan komme til i Israel.

Tel Aviv

Weekenden efter tog vi torsdag d. 15. april til Tel Aviv for at solbade og slappe af. Efter vi havde brugt det meste af torsdagen på stranden, fik Emmeli endelig taget sig sammen til at gå til den frisør, som hun havde snakket om hele turen. Det var en meget speciel oplevelse, da det var første gang i sit liv, hun ikke skulle klippes af frisør-Inger, og da hendes look skulle ændres markant ved at få klippet pandehår. Det resulterede også i nogle til tider meget nervøse trækninger, og frisøren bad hende gentagne gange om at slappe af, men det er altså ikke helt let! Det endte egentlig med at blive ret godt, og nu venter der bare en lille tilvænningsperiode, så skal det nok blive helt perfekt. :)

Ellers brugte vi det meste af fredagen på stranden i færd med at planlægge den sidste måned i Jerusalem. Der er stadig så mange ting, vi gerne vil se, og det er en gåde, hvordan vi skal nå det hele. Men så må vi selvfølgelig bare prioritere lidt..


Skøre fortællinger

Ellers skal vi også lige have skrevet lidt om det seneste nye sladder fra Elwyn. Vi er nemlig gået hen og blevet en form for celebraties her på stedet (mere end vi var før), og har i de sidste par dage været hovedpersonerne i den seneste sladder blandt vores kollegaer. Alt startede med, at en psykisk syg beboer på stedet lørdag var ret ubehøvlet overfor os. Det resulterede i, at der blev taget en alvorlig snak med ham om, hvad man må, og hvad man ikke må, og vi er ikke sikre på, om det var i raseri, eller om han bare gjorde det i en pervers tankegang, men det syn der ventede Emmeli søndag morgen, da hun stod op, var en fuldstændigt tømt tørresnor, hvor alt vores vasketøj burde have hængt og ild på jorden.

Den første konklusion hun kom frem til var, at der var en, der havde brændt alt tøjet, og det var hvad hun løb ind og fortalte Anne Maria der stadig sov, og aldrig før er hun kommet så hurtig op af sengen. Da vi havde stået og summet lidt, kunne vi nok godt se, at aksebunken ikke var stor nok til at kunne indeholde alt vores tøj, og vi kom herefter frem til den konklusion, at gerningsmanden måtte have stjålet vores tøj og derefter sat ild til AM's tæppe, som også hang på tørresnoren. I samarbejde med AM's Casemanger indledte vi en efterforskning på, hvem det kunne være, og vi kom rimelig hurtigt frem til den tidligere omtalte mand, da han dagen forinden havde siddet i vores have med AM's araber-svømmetøj ved siden af sig, så vi vidste, han havde en svaghed for tøj. Sagerne blev undersøgt, og det viste sig også, at de til sidst fandt vores tøj på hans værelse. Klamt!

Dagen efter fik vi det tilbage, og det kunne ikke gå for hurtigt med at få det vasket endnu engang.

Alle på Elwyn har været utroligt søde under hele forløbet, og folk har virkelig forsøgt at hjælpe os så godt de kunne, selvom det hele viste sig at gå i orden igen. Nu griner vi bare lidt af oplevelsen med det stjålne tøj, men søndag morgen var det meget svært at se det komiske i hele den situationen vi stod i!

Der er også begyndt at komme kattekillinger her på Elwyn, og de er simpelthen bare så søde. Vi har dog fundet en lille killing, der på mystisk vis er blevet forældreløs, og mens den var allermest træt, sulten og afkræftet, besluttede voluntørerne at tage den til sig, så nu har vi fået en lille kattekilling, som vi på skift passer, giver mad og leger med. I starten var den meget stille og lå bare og sov for det meste, men vi skal da lige love for, at den er kommet til kræfter igen og er blevet en lille vildkat. Det er dejligt at se, men det medfører også, at den er begyndt at larme lidt, hvilket ikke falder i god jord hos alle. Men den er bare så sød, og så hedder den Mickey. :)

Independence Day

Tirsdag d. 20. april var der helligdag igen igen, denne gang var det for at fejre Independence Day, som altså den dag hvor den daværende udenrigsminister Meir Dizengoff underskrev uafhænighedserklæringen, som gjorde Israel til en selvstændig stat. Det skal godt nok siges, at det i virkeligheden var den 14. maj 1948 dette skete, men dagen blev altså fejret i tirsdags, da jødernes kalender er anderledes end vores. Vi fejrede uafhængighedsdagen mandag aften sammen med de andre voluntører fra Jerusalem i "Independence Park", hvor vi grillede og hyggede.

Om aftenen tog vi i byen på Ben Yehuda Street, og der gik det ikke helt stille for sig. :) Da vi stod op tirsdag morgen kl. 6 for at gå på arbejde, kunne vi godt mærke, at det nok ikke var helt gennemtænkt. Men sjovt det var det. :)

Ugen der kommer

Vi har så meget vi skal nå i næste uge, men vi ved ikke helt, hvornår vi skal få tid til det hele. Torsdag aften har i inviteret alle voluntørerne fra Jerusalem til sommerfest på Elwyn i vores lille "have", og AM har været igang med at bage kage hele aftenen, mens Emmeli har gjort rent - og skrevet det sidste af bloggen færdig. Vi glæder os meget, da det er første gang, folk kommer og ser, hvordan vi bor her på Elwyn, så det skal nok blive rigtigt godt. Udsigten til vejret er dog et lille problem, man nok ikke kan komme helt udenom, for selvom det har været varmt og godt vejr lige indtil nu, så bliver det altså pludselig mega koldt og regnvejr torsdag, hvorefter det bliver godt igen fredag. Det er bare typsik, men vi håber at få det bedste ud af det alligevel..

Ellers har vi anledningsvist planlagt at grille søndag aften for at fejre, at Emmeli har 1½ års dag med Morten d. 25. april, mens Anne Maria har 3½ års dag med Thomas d. 29. april. Når vores kærester ikke er her sammen med os, så må vi jo selv sørge for at gøre en fest ud af det, og det er noget vi forstår! ;)

Ellers er der ikke så meget mere at sige for denne gang. Shalom til jer alle og hav det godt, til vi ses igen.

Påske i Jerusalem

Man kan vidst roligt sige, at det også i år blev påske i Jerusalem. I forhold til vores Bethlehemstur for ca. 3 uger siden, er vi nu sprunget 33 år frem i tiden og nået til hele Jesu lidelseshistorie, død og opstandelse. Hele denne uge er for vores vedkommende gået med at fejre påsken, men oven i det har vi absolut også kunnet mærke konsekvenserne af, at jøderne har fejret højtiden Pesach, hvor Moses første israelitterne ud af Egypten. Siden sidste weekend har den stået på alt for tørt knækbrød (de kalder det usyret brød) og mange helligdage, hvilket har resulteret i al for meget taxa-kørsel. Dette har dog været med til at skabe en masse gode taxa-forbindelser, så intet er så skidt, det ikke er godt for noget. På grund af ferien er madstandarden også faldet en del, og vi har derfor virkelig fået udfoldet vores kreative evner i et køkken - det er utroligt, hvad man kan få ud af æg, tomat og karry..

Vores kære beboere er blevet nogle små sangfugle. Emmer har uafbrudt sunget "Den lille frække Frederik" for beboere i hendes gruppe, og nu synger de lystigt med. En af beboere har fanget, at hun synger på dansk, og er nu af den overbevisning, at hun kan snakke dansk. Hun prøver det gerne af, og hver gang Anne Maria kommer forbi, hilser hun pænt, hvorefter hun udbryder "babu babu babu". Emmer er nu gået skridet videre og har lært samme beboer Rasmus Sebacks "Min Engel", hvilken hun også gladelig synger med på. Så kan man ikke andet end at smile og komme til at holde af hende. Ligenu øver vi os på at lære at tælle til 10 på dansk, men det er nu ikke helt let..
Anne Maria har også sat gang i musikken i hendes gruppe. Hun opdagede en dag, at en af beboere uden sprog sad og sang "ia ia ååh", da Anne Maria startede på "Jens Hansen havde en bondegård". Denne sang er nu blevet en fast del af dagsprogrammet, og mange af beboere synger gerne med på "åååh" i et stort kor.

Vores weekender er totalt bokket op, og vi er så småt ved at indse, at alle vores weekender fremad er det samme. Tiden går utrolig stærkt hernede. Selvom det føles som om, vi har været her i en evighed, så flyver tiden alligevel afsted, og hver onsdag aften kigger vi på hinanden og siger: "Hvor blev den uge lige af?"

Men nu er det også på tide, vi får skrevet lidt om, hvad vi så oplever i disse weekeder.


Jeriko - en palæstinensisk by i udvikling

Torsdag d. 25. marts var vi med de andre voluntører fra Jerusalem i Jeriko, som ligger på Vestbredden. Her skulle vi besøge den tidligere PLO kriger Tass Saada, der havde været snigskytte for Arafat tilbage i 60'erne. Hvis nogle umiddelbart kender navnet, er det fordi, han er forfatter til en meget kendt bog under titlen "Jeg var snigskytte for Arafat". Tass oplevede dog en meget radikal omvendelse til kristendommen, og har idag startet et stort projekt for at skabe fred mellem israelere og palæstinensere. Han har bygget skoler, børnehaver og har generelt været til meget stor velsignelse for Jerikos indbygere. Penge maglede han ikke, og det var også tydeligt at se. Men hans historie var spændende, og det er utroligt, hvordan Gud kan bruge alle - selv en snigskytte for Arafat.

Påske i Jerusalem

Dagen efter vi havde været i Jeriko, tog vi en tur til den gamle by. De ting vi så her har dog relevans for påsken, så ligesom sidst, har vi valgt at opstille det kronologisk sammen med de ting vi oplevede i påskeugen.

Palmesøndag
Som før nævnt har den foregående uge været meget præget af påsken, og vi er begge enige om, at det har været en hel unik oplevelse, at være her hvor det hele er sket. Palmesøndag havde vi planer om at tage i kirke, men Anne Maria blev syg, og Emmer skulle på tur med to af hendes arabiske kollegaere noget før, end vi først havde troet, så denne søndag blev ikke fejret så meget. Men for god ordens skyld nævnes lige, at Palmesøndag var den dag, Jesus red ind i Jerusalem for at fejre jødernes højtid Pesach (husk på Jesus var jøde). Rygtet om Jesus som Messias havde da allerede spredt sig, og folk hyllede ham med palmegrene, idet de troede, han var den person, der skulle frelse dem og forløse dem fra romerne. Sådan gik det dog ikke, og i løbet af de næste 3 dage, nåede han at gøre sig godt upoppulær i både folket og ypperstepræsternes øjne.

Mandag

Mandag aften var vi til påskemåltid med alle de andre danske voluntører i Jerusalem - unge som gamle. Egentlig var der ikke så meget påske over det, da idéen egentlig var at gennemgå alle ritualerne for, hvordan jøderne fester og spiser på den første aften, når det er Pesach. Der var mange ting der skulle gøres, og dele af tingene findes også i vores nadver, da Skærtorsdag i år 33 faldt på den første dag under de usyrede brøds fest (Pesach). Det resulterede jo i, at dele af de ting Jesus gjorde, som at bryde brødet og drikke af vinen fulgte med. Han gav dog historien et twist ved at sige, det var hans legeme og blod. Nå, men efter en times lang forklaring på alle disse ritualer, fik vi serveret det lækreste kylling, og nej det er ikke et must med lam, som mange heriblandt os nok ville tro. Det er faktisk ikke engang en tradition hos jøderne. Efter dette forygende måltid vat der en lovsangsafdeling i kirken lige ved siden af. Det er nemlig en jødisk tradition at synge salmer sammen denne aften, så for at fuldende festen gjorde vi selvfølgelig det samme.

Onsdag
Onsdag aften var det så tid til at holde påskefest med alle voluntørerne på Elwyn, som Anne Maria havde taget initiativ til - den party-abe! :) Vi havde begge været igang hele dagen med forberedelserne, da vi ville bage både banankage, æblekage og pandekager. Selvom vi arbejdede på fuldtid hele eftermiddagen, var vi alligevel først færdige klokken 20:30, hvor vi så allesammen gik udenfor for at nyde goderne. Alle elskede vores danske bagværk, og vi lærte også alle koreanerne at sige "Ævelkage" på godt Vestjysk. Festen var efterhånden blevet en koreanerfest, da Lee og Sung Eung havde inviteret hele 3 koreanere, der havde små værtindegaver med til os. Det er noget der varmer.. Efter maden var der hygge og sang, men aftenen sluttede tidligt for Emmeli, der blev syg, kastede op og måtte gå i seng. God påske!

Skærtorsdag
Trods det prægtige vejr måtte Emmeli blive i sengen hele denne ellers så hellige dag, da hun havde opstøvet sig en lettere madforgiftning, der resulterede i, hun ikke kunne holde noget som helst i sig. Efter hun havde kastet op for 7. gang indså hun, at hun nok ikke kunne komme med til fakkeloptoget senere på aftenen. Efter at have gjort toilettet rent tre gange i løbet af eftermiddagen og rystet colaen helt fri for kulsyre tog AM selv turen til Skærtorsdags gudstjeneste. Dette var en international gudstjeneste, så der fik hun afprøvet alle hendes sprogkundskaber. Hun fandt dog hurtigt ud af, at hun stadig havde en masse hebræisk at lære endnu. Efter gudstjenesten var der optog fra den gamle by til Getsemane have, hvor Judas forrådte Jesus med et kys.

Da vi var i den gamle by fredag d. 26. marts, besøgte vi Nadversalen, hvor Jesus havde holdt den første nadver for hans deciple. Nu er salen ikke i brug længere, og er egentlig ikke et så specielt syn, men det er et vigtigt valfartssted for pilgrimme, og et sted man selvfølgelig skal se.

Skærtorsdag på Jesus tid gik ud på, at Jesus ville holde et sidste måltid sammen med hans deciple, inden det hele gik løs dagen efter. Han brød brødet og velsignede vinen, gjorde det til sit legeme og blod, hvilket gør os, hver gang vi drikker det, til ihukommelse af ham. Under måltidet forudsagde han, at Judas ville forråde ham og at Peter ville fornægte ham 3 gange, inden hanen havde nået at gale, og det var lige præcis hvad der skete i løbet af natten.

Langfredag

Fredag morgen stod alt bedre til med Emmeli igen, og vi kunne omkring kl. 7 begive os til den gamle by, for at tage på Via Dolorosa vandring. Det var noget, vi helt specielt havde glædet os til, da hele Jesu lidelseshistorie jo egentlig er selve grundelementet for kristendommen. Selvom der selvfølgelig var fyldt med mennesker alle steder, kunne man alligevel godt fornemme vejen op til Golgata. Her kommer lige en lille opremsning af de forskellige stationer, og hvilken ting de markerer.

Den første station på korsets vej var det sted, hvor Pilatus mod sin vilje fulgte folkeskarens og ypperstepræsternes råb og dømte Jesus til døden (mark. kap. 15, v. 1-15). Stedet er idag en Koranskole for muslimske drenge.

Den anden station var der, hvor Jesus blev pisket, fik tornekronen på hovedet og modtog korset (Joh. kap. 19, v. 1-16). På stedet er der idag bygget "Dommens kapel".

Den tredje station, hvor Jesus faldt med korset for første gang, mindes idag med en søjle i en mur.

Den fjerde station var der, hvor Jesus mødte Maria.

Den femte station var der, hvor Simon fra Kyrene hjap Jesus med at bære korset (Luk. kap. 23, v. 26).

Den sjette station ligger ved Skt. Veronikas kirke og markerer det sted, hvor Veronika tørede Jesus ansigt.

Den syvende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for anden gang. Det menes også at være her, hvor Jesus gennem Dommens Port blev ført ud af byen til korsfæstelsesstedet og stedet, hvor hans dødsdom blev offentliggjort.

Den ottende station er det sted, hvor Jesus henvendte sig til nogle af Jerusalems kvinder med ordene: "Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn" (Luk kap. 23, v. 27-31).

Den niende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for tredje gang.

Resten af stationerne ligger inde i selve gravkirken, men på en så hellig dag som langfredag, var det ikke muligt at komme herind, med mindre man var helt speciel. Der var i stedet stuvende fyldt med mennesker udenfor kirken. Vi vil dog alligevel nævne de sidste stationer for at fuldende Via Dolorosa, selvom vi ikke har set dem.

Den tiende station markerer det sted, hvor Jesus blev frataget sine klæder, mens de 3 næste stationer markerer henholdsvis det sted, hvor Jesus blev naglet til korset, rejsning af korset og nedtagelse af liget. Den fjortende station er nedenunder i selve den Hellige Grav, som selvfølgelig skal markere det sted, hvor Jesus blev lagt til hvile.

Efter en lang vandring på en varm dag var vi efterhånden lige så mørbanket som Maria og Jesus deciple måtte have været på selv samme tid for 1977 år siden, men det afholdt os da ikke fra at tjekke hele situationen mere ud. Decipelskolen var i byen, så Anne Maria joinede Thomas resten af dagen, mens Emmeli tog med voluntørerne fra Israelsmissionen rundt og så på mennesker, der opførte sig mærkeligt. Det var nogle sjove indputs der kom indimellem.

Om aftenen tog Anne Maria til hygge i præstelejligheden med de andre voluntører, mens Emmeli tog til cocktailparty hos sin kusine, som var i Jerusalem hele påsken for at besøge en veninde, som sjovt nok også arbejder med et fredsprojekt støttet af EU i Jeriko. Det var dog ikke det samme som Tass, da hendes projekt mere gik i at optræne det palæstinensiske politi og den palæstinensiske hær. Emmeli endte da med at blive noget bedugget efter 2 glas vin, da hun faktisk ikke havde fået noget at spise i to dage. Så mere cocktail og party til hende blev det ikke til. :)

Påskedag
Søndagen startede meget tidligt for os, da vi allerede klokken 5 skulle med en taxa til Oliebjerget. Hjemmefra havde vi ikke helt præcist fundet ud af, hvor vi skulle mødes, men vidste bare, det lå på Oliebjerget, og troede at det ikke var noget problem at bestige det bjerg - for efter Masada, hvor svært kan det så være!? Men vi blev klogere! Oliebjerget var både stort og stejlt, og selvfølgelig lå vores mødested helt oppe på toppen. Hvis det ikke var for vores konstante tro på, at toppen var lige om hjønet, var vi aldrig kommet derop og slet ikke klokken halv seks om morgenen. Da vi endelig kom frem, holdt vi en andagt og så solopgangen fra det høje. Det var en helt fantastisk oplevelse, vi aldrig vil glemme.

Efter en travetur nedad igen, hvor vi selvfølgelig fór vild, stod den på arbejde og en påskegudstjeneste i King og Kings i Jerusalem om eftermiddagen.


Den 26. marts var vi i Dormition Abbey, der er bygget på det sted, hvor Maria har boet efter Jesus korsfæstelse og markerer egentlig det sted, hvor Maria sov stille ind. I kirkens kælder var der en skulptur, der skulle forestille Maria hvile fredfyldt.

Ugen ud

I næste uge står den på tur til Jordan fra torsdag til lørdag. Vi rejser onsdag nat til Eilat, hvor vi skal mødes med de andre voluntører, som kommer fra Sinai tidligt torsdag morgen. Denne tur byder på ørken, hotelophold og en masse Petra - det blir feeed.. Ellers forsætter vi vores hverdag som hidtil, hvilket vi også efterhånden holder meget af.

Forsat god påske i DK..

Og det skete i de dage...

Shalom DK..

Så er det atter tid til en lille opdatering af vores kære blog, og også denne gang er der en masse at fortælle. Vi har valgt at give bloggen overstående titel, fordi de sidste to uger har gået under temaet Jesu' fødsel og opvækst. Først skal vi dog lige have en lille status fra hverdagen i Jerusalem city/Elwyn.

Kulturchokket

Vi har de sidste par uger for alvor stiftet bekendskab med konflikten hernede. Vi har ikke været berørt af uroligherne i den gamle by, men har derimod pludselig fået en idé om, hvorledes det ikke blot er jøderne men også araberne, som har en historie og en følelse af, at deres fædreland er blevet kapret. Anne Maria, der klart har været den mest bekvemte ved hele kulturen, blev dog alligevel provokeret til sit inderste, da hendes araberkolega en dag fandt på den påstand, at hun var bange for arabiske folk. Hun blev noget forbløffet over dette udsagn men lod sig ikke videre påvirket. Efter noget tid begyndte provokationen dog for alvor at tage fat i hende, og hun gik hen og understregede med hænderne i siden, at det jo ikke var araberne, hun var bange for, men for at være alene pige blandt en masse arabiske mænd. Den forstod Josef også godt med et noget forbløffet blik!

Ellers har Emmeli afsluttet sin hebræiske undervisning med et flot 12-tal og er nu begyndt at lære arabisk. Det er ligesom det sprog man skal kunne, hvis man vil forstå noget som helst af, hvad de ansatte snakker om, da de er arabere hele bundtet. Hun har allerede haft sin føste lektion i det arabiske alfabet af hendes egen privatlærer. Fint skal det være, men arabisk er virkelig noget, der trækker tænder ud! Øvelse gør mester, så det er bare at klø på. :)

Anne Maria bruger mere taktikken at høre hvad de andre siger og gentage ordet eller vendingen, indtil den sidder. Grammatik er ikke noget, der står højt på hendes huskeliste. Men vi klarer os og kan begge gøre os nogenlunde forståelige - sådan da. ;)

Og det skete i de dage...

Den 11/3 var vi i Bethlehem, hvor Jesu fødsel, som alle nok er klar over, fandt sted. Den 12/3 bevægede vi os ned i lokalområdet Ein Kerem, hvor man mener Johannes døberens forældre, Elisabeth og Zakarias, og senere også Johannes døberen boede. Det var også her Jomfru Maria mødte Elisabeth, hvorefter hendes foster (Johannes d.) blev fyldt af helligånden. Specielt på denne tur havde vi overgivet os til den israelske tænkemåde; "vi ta'r det, som det kommer!" Dette havde dog også sine konsekvenser, da vi begav os på vej og vidste, at vi denne dag skulle besøge en masse store og flotte kirker, som lå op af bjergsiden - dermed sagt at der hele tiden skulle gåes op og ned af bjerget. Hvad vi dog ikke lige havde kalkuleret var, at kirker også har fået på mode at have åbningstider, og selvfølgelig havde de allesammen netop lige begyndt deres middagspause, når vi stakåndet, svedende og alt for tørstige nåede deres indgang. Det gik ikke værre eller bedre, end at vi måtte besøge kirkerne to gange; én for at tjekke deres åbningstider og derefter igen når de havde åbent. Mon ikke det også var bjergvandring nok for den dag!?

I denne weekend (d. 17-19/3 ) har vi været i Nazareth. I denne by er Jesus opvokset, og det var her, ærkeenglen Gabriel kom til Maria i et syn og fortalte hende, at hun skulle føde Messias!

Vi vil nu tage jer med på en rejse 2000 år tilbage. Det er den selv samme rejse, vi har fået lov at opleve de sidste to weekender, og her er seværdighederne opstillet kronologisk. God fornøjelse!

Bebudelseskirken (Nazareth)

Denne kirke ligger i centrum af Nazareth og er idag Mellemøstens største kirke. Vi var også noget overvældet, da vi gik ind af den store port. Hele gårdhaven vidnede om, hvorledes kirken i høj grad er en international kirke, som modtager gaver fra hele verdenen. Kirken er katolsk, hvilket også var nemt at se, da Maria var centrum for al tilbedelse, alle de katolske kors og så selvfølgelig skriftestolene. Under kirken ligger den grotte, hvor man mener, Maria boede, da bebudelsen fandt sted. Kirken har været ødelagt mange gange gennem historien, og den kirke, der står der i dag, er bygget i 1969, og indeholder ruinerne af de gamle kirker, hvilke er bevarede og ses flere steder. Udenfor lagde vi særligt mærke til en af mange statuer. Den forestiller Jomfru Maria stående som Herrens tjenerinde, hvor der ved foden af hende ligger en slange, hvis hoved hun er ved at knuse med hendes venstre fod. Dette er et symbol på, hvorledes hendes afkom skal knuse slangens hoved - Jesus knuste slangens (djævelens hoved), da han døde og opstod igen.

Marys Spring (Ein Kerem)

Efter Maria var blevet befrugtet af helligånden, hørte hun hvorledes en slægtning ved navn Elisabeth også var blevet med barn. Elisabeth var langt oppe i årene og havde aldrig været i stand til at føde børn og dermed føre slægten videre, hvilket var en mindre katastrofe. Hendes mand Zakarias var præst og havde hele hans liv bedt om en søn. En dag viste Gud sig for ham i tempelet og fortalte, at han skulle få en søn, og ligesom med alt andet Gud har sagt, skete dette selvfølgelig også. Gabriel fortalte Maria under bebudelsen, at Elisabeth også var med barn, og da forstod Maria Guds storhed (Luk. kap. 1, v. 38). Maria tog afsted for at besøge Elisabeth, og man mener, at Maria hvilte sig ved dette springvand og drak af dens vand, og derfor er vandet i dag helligt, hvilket giver pilgrimmene en stor trang til at drikke af vandet. Det er bare ikke så god en idé, da der er meget store skilte ved brønden, der advarer om, at vandet sundhedsskadeligt - lidt ironisk! Emmeli tog dog alligevel chancen..

Besøgelseskirken (Ein Kerem)

Da Maria ankom til Elisabeths hus, sprang barnet i Elisabeths mave op, og man siger, at det var her, Johannes døberen blev fyldt af helligånden, hvorefter Elisabeth bryder ud i jubel og lovpriser Herren. Besøgelseskirken er bygget på det sted, hvor Maria og Elisabeth mødte hinanden for første gang efter befrugtelserne, og det var tilmed også her Johannes voksede op. Kirken er bygget omkring en "stor" sten, hvor man mener, Johannes blev gemt bag, da Kong Herodes ville slå alle børn under to år ihjel i Bethlehem og omegn. Kirken er i besiddelse af hele to klokketårne, hvilket symboliserer de to kvinder, som også optræder på nedenstående statue.

Johannes Døberen kirken (Ein Kerem)

Denne kirke er endnu en meget flot kirke. Man må sige, de virkelig forstår at gøre noget ud af det! Specielt for denne kirke er, at den er bygget oven på en grotte (hvad sker der for dem og deres grotter!?), og i denne grotte mener man, at Johannes Døberen er født (Luk. kap. 1, v. 57-66). Derudover har de bevaret flere dele af den første kirke på dette sted heriblandt mossaikgulvet, som næsten er det første, man ser, når man går ind i kirken.

Herefter begav vi os på tur til den rusisk-ortodokse kirke, som klart udefra er den smukkeste kirke i Ein Kerem.

Fødselskirken (Bethlehem)

.. Og så nåede vi Fødselskirken. Da der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden, skulle hver familie drage til deres by for at lade sig indskrive - i Maria og Josefs tilfælde Bethlehem. Her fødte Maria, som man nok efterhånden er klar over, i en stald, da der ikke var plads til dem i herberget. Arkæologisk set har man aldrig fundet beviser på en sådan stald, men man har derimod fundet en grotte, hvor undfangelsen muligvis har kunnet have fundet sted, og hvad gør man så, når man står med en grotte, der højst sandsynligt er sket noget helligt i? Man bygger da selvfølgelig en kirke oven på den! Udefra er kirken meget ydmyg i modsætning til mange af de andre kirker, vi har været i, og efter at have gået igennem den meget lave port kommer man ind i en meget gammel kirke, der alligevel har en hel speciel, katolsk stemning over sig. Køen for at komme ned i grotten var virkelig lang, så vi snød og betalte os fra at komme foran i køen, hvilket oven i købet var med guide. :)

Nede i grotten var der et mærke i form af en stjerne der, hvor man mener, stjernen skinnede ned julenat + et lille alter med et billede af et krybbespil. Apropos krybbespil, så har vi fundet ud af, at vi begge har en svag side for alt, hvad der hedder krybbespil - især i oliventræ. Så med hjem fra Nazareth havde vi tilsammen erhvervet os ikke mindre end syv krybbespil i forskellige størrelse, nogle med musik og nogle uden. Vi gruer begge for, hvordan de skal komme til DK!!

Mælkegrotten (Bethlehem)

Ikke langt fra Fødselskirken ligger Mælkegrotten. Man mener, at denne grottes hvide farve er opstået, fordi Maria tabte noget af hendes mælk her, da hun ammede Jesus. Idag er den meget besøgt, og et savn fortæller, at hvis man spiser af grotten, vil ens barm blive velsignet med mælk i overflod, så dette skulle vi selvfølgelig også prøve! :)

Den Hellige Josefs Kirke (Nazareth)

Denne kirke ligger lige ved siden af Bebudelseskirken. Under denne kirke har udgravninger fundet frem til en grotte, hvor man mener, Josef havde sit tømmerværksted, hvilket medfører, at det var her, "familien Jesus" boede, og Jesus opvoksede og arbejdede. Vi kunne ikke komme ned i selve grotten, men flere åbninger viste os et lille glimt af, hvad der gemte sig. Vi var begge enige om, at denne oplevelse var helt specielt, da vi kunne se ruinrester fra det hus, Jesus havde boet i som lille. Det var helt unikt og skal helt sikkert opleves!

Ugens to nye venner!

Da vi var i Ein Kerem, fandt vi et par souvenirs forretninger. De var dog ikke så store og prangende som dem, vi kendte til fra Jerusalems centrum, men en af handlerne blev ved med at henvende sig til os. Vi besluttede os at kigge ind, og han var vild ivrig efter at vise os det ene og det andet, og fortælle hvor smukke vi var, osv.. Emmer var intereseret i en Beduin-hue, mens Anne Maria blev ved med at afvise ham, så han tilsidst fattede det! Selvom Emmeli havde købt hendes hue og var på vej ud, blev han ved med at snakke om, hvordan vi endelig skulle komme tilbage, så han kunne skænke os arabisk kaffe med mere. Vi takkede pænt ja og begav os hjem. Hjemturen var klart den hårdeste, da vi skulle gå op af bjerget hele vejen. Solen var ved at gå ned, og vi var begge ved at være meget trætte efter at have vandret en hel dag. Vi havde egentlig opgivet håbet om nogensinde at se vores seng igen, da en bil mødte os og dytede. Til vores store forbavselse så vi, at det var Beduinmanden på vej hjem fra arbejde. Han ville give os et lift, og det fik vi - også lige til hoveddøren. TAK FOR HJÆLPEN BEDUINMAND!!

(Til dem der lige sidder og tænker, hvad en Beduin nu lige helt præcist er, så kan vi lige kort opsummere, at det er en af de mest fuldkomne araber, nomade og kvægvogter på én gang. Hovedparten lever i Negev ørkenen eller i mindre landsbyer, hvor de bor i telte eller forfaldne huse, mens de dyrker jorden og vogter får og geder. Tidligere vandrede Beduinerne frit mellem Transjordan, Judeæørkenen, Negev og Sinai, men efter de nye internationale realiteter i starten af 1950'erne, måtte de erkende, at de herefter kun kunne bevæge sig i ca. 10 % af dette område).

Da vi ankom til Nazareth sent onsdag aften, og skulle finde vores hostel i en ny, arabisk, mørk by, var vi ikke lige så hooked på situationen! Vi begyndte at gå ind i den gamle bydel, som udelukkende består af små, mørke gyder uden nogen form for vejnavne. Da vi havde gået lidt og allerede var faret vild på kortet et par gange, mødte vi tilfældigvis en arabisk pige fra bussen. Da hun spurgte, om vi behøvede hjælp, havde vi måske regnet med, at hun ville kigge på kortet, tænke og dernæst fægte med armene i retningen af hostelet - men nej! Hun sagde: "Kom!", og så fulgte hun os hele vejen gennem alle gyderne, forbi en folk unge arabiske rabeller, som vi ikke lige var så glade for at møde på det tidspunkt og helt hen til den lille, smalle indgang til hostelet. Hun var klart vores skytsengel den aften. Vi tør ikke tænke på, hvornår vi havde fundet stedet uden hende. TAK FOR HJÆLPEN ARABERPIGE!!

Ugen ud
I denne uge står den på Masada Musical søndag aften. Dette er en engelsksproget musical over hændelsen på Masada omkring år 70 e.kr. (se ørkenturen blog). Det der er specielt ved netop denne musical er, at den er skrevet af danskeren Johny Noer og opført af "the danish musical society". Torsdag står den på en guidet tur sammen med voluntørene i Joffihuset til Jeriko, og før vi for set os om er det påske - VILDT!!! I den kommende uge fejrer jøderne højtiden Pesach, der minder os om dengang, Moses førte isralitterne ud af Egypten og væk fra Faraos slaveri. Det var faktisk også denne højtid, Jesus i sin tid fejrede Palmesøndag, ved at ride ind i Jerusalem på et æsel.

Det var vidst alt for nu. Hav det rigtig godt, til vi ses igen!