Så er vi ankommet

Shallom i Danmark!

Ma nishma? B'se'der toda. Så meget hebrarisk har vi så lært at snakke, på de knap 5 dage vi har været i Israel indtil videre. Solen skinner, og vi har endnu ikke oplevet en dag med under 20 grader - skønt. Vi har nu begge haft vores første arbejdsdag, og vi er begge meget positive. De er meget åbne og gode til at forklare, men de er ikke altid lige nemme at forstå. De fleste hjælpere kan engelsk, men kun i en sådan begrænset grad, at misforståelser ofte forekommer.

De første 5 dage har været rigtig gode men samtidig også meget overumplende. Der er sket noget nyt hver dag. Vi har fået en masse nye indtryk, mødt en masse nye mennesker, og ikke mindst taget hul på et helt nyt land, vi kun har set en lille brøkdel af endnu..

Vores rejse til Israel gik rigtig godt. Vi tog afsted fra Herning station tirsdag aften kl. 21:36, og ankom til Joffi-huset i Jerusalem onsdag omkring kl. 18. Vi var begge meget trætte efter en 20 timert lang rejse, så efter aftensmad gik vi i seng og sov en god nats søvn. Efter vi havde set Elwyn (handicaphjemmet) torsdag formiddag, tog vi med voluntørene i Joffi-huset op på decipelskolen i Tiberias, som ligger i det nordlige Israel. Her skulle vi være torsdag til lørdag, som er den israelske weekend. Busserne var ret forsinkede, og med halvanden times kø blev klokken næsten otte, inden vi nåede derop.

Fredag:

Fredag var vi på heldagstur til Genezaret sø, og fik vores første undervisningslektion af lederen fra dicipelskolen. Det var meget spændende at sidde og forestille sig, hvordan livet på Jesu' tid havde fundet sted, lige der hvor vi sad.

Næste stop var Heptapegon kirken. Denne kirke menes at være bygget på det sted, hvor man tror bespisningen af de fire tusinde har fundet sted (Markus 8; v. 1-10). Senere tog vi en tur op på Hermonbjerget. Første stop var en nationalpark ved navn "Nimrod fortress." Denne nationalpark er opbygget omkring nogle ruiner fra omkring 1000 efter kristi fødsel. Den blev opført af den daværende muslimske sultan, og var en fæstning mod de kristne korstog, der indtraf deromkring. Da de osmanniske tyrkere så erobrede Israel i 1517, brugte de borgen som et luksus fængsel for osmanniske adelsmænd, som var blevet forvist til Palæstina. Fæstningen blev senere i det 16. århundrede opgivet, og kun lokale hyrder og deres besætninger var midlertidige gæster inden for dets mure. Fæstningen blev ødelagt af et jordskælv i det 18. århundrede, og det er de ruiner vi kan se idag.
På toppen af bjerget var der sne, så der og vi os lige en lille frisk sneboldkamp.

På vej ned igen kørte vi igennem en Drusisk landsby. Druserne har altid været en forfulgt minoritet i Mellemøsten, siden de brød med islam, og accepterede den egyptiske kalif El-Hakim Abu Ali el-Mansurs guddommelighed. Derfor bor de også tit i de utilgængelige bjergkæder, som her på vej ned af Hammonbjerget. På den måde kan de bedre beskytte sig.

Da solen gik ned startede vores første sabbat. Vi holdt sabbatsmåltid og fortsatte aftenen med social hygge. Alle var virkelig trætte, så inden klokken var halv tolv, sov alle i deres sødeste søvn.

Lørdag:

Lørdag morgen var vi på vandretur - igen. Endnu engang skulle det vise sig at blive en god tur med et fantastisk bjerglandskab udenfor Tiberias. Helt idyllisk har det dog ikke altid været, for i de dale hvor vi gik, havde der fundet kampe sted både under uafhængighedskrigen 1948 og under seksdagskrigen i 1967. Vi fik fortalt, at idet konfrontationen mellem Israel og de arabiske lande kom til disse bjerge udenfor Tiberias, stod den israelske hær klar til at kæmpe i dalene, mens araberne stod oppe på toppen af bjerget, og kunne bombe direkte ned på den israelske hær - stor fordel til dem! Et af Israels eneste våben i de første dage af uafhængighedskrigen var en kanon, der var meget stor og larmende men ikke særlig god. Idet den israelske hær vælger at tage kanonen i brug og skyder et larmende skud op i retning mod araberne, begynder det at regne, hvilket var til stor gru for araberne. Da uafhængighedskrigen fandt sted lige efter 2. Verdenskrig, havde rygtet om den frygtindgydende atombombe kun lige nået til de arabiske lande, men ikke nok til, at de vidste, hvordan den virkede eller så ud. Derfor frygtede araberne, at Israel havde sendt en atombombe afsted, og tog derfor benene på nakken, hvorefter den israelske hær kunne vandre ind i Tiberias, og erklære denne landsdel for en del af det nyforene Israel.

Turen bød ellers på en fantastisk natur og nogle vildt flotte bjerge, hvor Anne Maria og nogle fra decipelskolen valgte at kravle op til en grotte, ca. 400 meter over der hvor vi gik. Selvom Anne Maria nærmest havde forberedt sig på at miste livet flere gange pga. manglende kondition og manglende benkræfter, lykkedes det hende og de andre at nå toppen. Så snart toppen var nået, var alt slidet glemt, og man kunne ikke andet end at elske stedet.

Da vi var kommet sikkert ned igen, havde fundet de andre og fået spist vores madpakker, gik turen i taxa tilbage til Tiberias, hvor vi slappede af, spiste is og ellers bare solbadede indtil turen gik tilbage til Jerusalem og Elwyn.

Søndag og Mandag

I dag var så den store dag, hvor vi begge havde vores første rigtige arbejdsdag. Det var i spænding og med noget kriller i maven, vi lidt i 10 bevægede os over på kontoret. Vi blev ret bekymrede da Keren, som er vores kordinator, ikke var kommet, men det med at komme til tiden er ikke noget de prakteriserer særlig meget i Israel. Det er lige noget, vi skal vende os til, men det er måske et meget passende sted for Anne Maria. :-)

Vi blev hver vist til vores gruppe. Emmeli kom i en gruppe med 12 kørestolsbrugere og en række plejere, der faktisk næsten ikke kunne snakke engelsk - fedt! Heldigvis var der en vældig sød arabisk herre, som var til at kommunikere med, og med hans hjælp blev hun sat godt ind i arbejdet og fik også en lille forsmag på det hebræiske sprog.

Anne Maria derimod var knap så heldig. Det hele startede ellers så godt, hvor hun også kom i en gruppe med 12 kørestolsbrugere. Her var der heldigvis flere, der kunne engelsk, men specielt en ung hebrærisk mand fortalte hende om stedet og arbejdet - men det stoppede ikke der. Han fortalte straks om sig selv, hans liv, hvor god han var til fordbold og hvordan han engang havde været kærester med en Skandinavier. Anne Maria brugte da sit bedste kor: "Jeg er forlovet og skal snart giftes", og det slog benene væk under ham. Det endte dog alligevel med, at han gav hende hans e-mail og lovede at vise hende og hendes lyshårede veninde (Emmeli) hele byen, hvis vi havde fri samme dage. Så her var alt godt, lige indtil Anne Marias case manger kom og var totalt forvirret. AM var kommet i den forkerte gruppe og skulle starte et nyt sted næste dag, men hvornår hun skulle møde var lidt ligemeget - meget mærkeligt firma..

Nu er dag to så gået. Vi har endelig fået talt med hver af vores casemanger og har endelig fået faste arbejdstider og fridage, skønt. Vi har begge fået gode arbejdstider, hvor Emmeli skal arbejde fra kl. 7 til 14 (mandag til kl. 15) og Anne Maria skal arbejde fra 7:30 til 14:30, så det kunne ikke være bedre. :) AM har i dag fulgtes med en den hollandske voluntør, og vi føler begge at vi er kommet lidt mere ind i det.

Ugen ud?!

Vi skal begge arbejde til og med onsdag. Onsdag aften har vi planer om at tage til Tel Aviv, hvor vi vil være indtil fredag. Vi har begge brug for at komme lidt væk og få det hele lidt på afstand, for det har været noget stressende for os begge to at få planlagt arbejdstider og fridage, ikke mindst pga. israelernes indstilling på at tage tingene som de kommer. Nu kan vi heldigvis få lagt vores frustrationer væk, og få set noget af den meget spændende by Tel Aviv!