Ai'fo She'mesh (hvor er solen)

Så er det igen blevet tid til en status fra det varme Israel, eller er det?? Nej! Vi ved folk har bedt om regn, og vi skal love for, at vi også har fået regn de sidste dage. Status pt. er, at vi er øen i midten af det store ocean sagt på en anden måde. Vi har fået så meget regn, at jorden ikke har kunnet nå at optage det, og vores gade er blevet omdannet til en midre flod. Vi har begge været vågen mange gange de sidste par nætter, fordi det har tordnet, haglet og regnet så meget, at det ikke var til at sove for - æv! Men udover det er alt vel.


Vi synes begge, at vi er ved at have fundet en hverdagsrytme, men stadigvæk oplever vi så meget, at en almindelig kedelig hverdag aldrig kunne komme på tale!





Purim
Lige nu har de højtiden "Purim." Purim er en jødisk højtid, der bliver fejret til ære for Droning Ester. Ester var en forældreløs pige, som blev opforstret af Mordokaj, og da kongen manglede en ny dronning til hans harem, blev også Ester kaldt ind, og kongen forelskede sig dybt i hende. Ester havde hidtil holdt skjult, at hun var jøde, da Mordokaj havde sagt, at hun ikke skulle fortælle det til nogle. Da kongens første mand, Haman, beordrede alle jødene henrettet, stod Mordokaj selvfølgelig for skud, men ved hjælp af Esters modighed, slap Mordokaj for galjen, og istedet blev Hanman hængt i hans galje, og alle jøderne blev benådiget. Meget kort fortalt, men læs selv Esters bog, hvis du vil vide mere. Mordokaj sendte nu en skrivelse ud, at man hvert år skulle holde en kæmpe fest, for at mindes hvordan sorgen blev vendt til glæde, og hvordan Esters modighed skabte fred for jødernes fjender. Denne fest kaldtes purimfesten, og den kører lidt efter det samme princip som vores fastelavnsfest med hensyn til udklædningen. Det er så bare en anden historie. :)

Søndag var vi i King of Kings. Her blev beretningen om Ester også læst op, og traditionen tro blev der buuh'et og råbt når Haman blev nævnt og jublet og klappet, når Ester blev nævnt. Det var virkelig festligt og super sjovt at være med til.


Mandag var Emmeli til Purimfest på Ben Yehuda street sammen med Lee og Ming-Yong - og det er der, hvor tingene sker. :)



Vi har tilmed også holdt Purim-party på Elwyn, så man kan ikke sige, vi ikke får fejret Purim. Det var noget af en oplevelse! Det var med arabisk DJ, kørestoledans og udklædning til op over begge ører. :) Det var virkelig festligt, men som altid også ret forvirrende, da man ikke forstår et pluk af hvad de siger.

"Hvor I fra? Vi fra Danmark"
Som I nok har erfaret, var vi i starten MEGET påpasselige med at fortælle, hvor vi kom fra, da vi troede, vi straks blev dømt på baggrund af Muhammed tegningerne. Men efter at samtlige vi fortalte det til troede, at DK lå i Norge eller Sverige, blev vi mere rolige. Mange har helt glemt DK i det store Skandinavien. Vi har efterfølgende fundet ud af, at vi til stor forveksling ligner tyskere, hvilket også er en ulempe, for i Israel er tyskere IKKE populærer! Dette skyldes, som mange sikkert har regnet ud, hele Holocaust og Hitler episoden fra anden verdenskrig.

Dette måtte vi opleve på egen krop, da vi på vej ud til den gamle by, fik os en noget speciel oplevelse: Emmeli, Mette (en veninde fra DK) og Anne Maria sad på et firmandssæde, da en ældre, halvbuttet dame med stram makeup satte sig ved siden af AM. Indtil videre intet unormalt, men pludselig tog historien en meget uventet drejning. Damen begyndte at rette på Emmelis ben, fordi de sad overkors, hvortil Emmer blev lettere irriteret, og fortalte os på dansk, at det skulle hun ikke bestemme! Det stødte kvinden ret hårdt, og så begyndte hun ellers at snakke - ikke højt, men med en lav stemme i entoneleje - indtil vi skulle af. Hun sagde meget, men det vi bed mærke i var, at hun kaldte os for en folk islamistiske nazister fra Tyskland, der kun var kommet hertil, for at ødelægge hvad jøderne endelig havde fået. Det var en meget ubehagelig oplevelse, da ingen af os hverken er nazister, islamister, kommer fra Tyskland (hvornår fatter de det?) eller har noget ondt i sinde. Vi vil jo selvfølgelig kun det bedste. :)

På samme måde som der er negativ respons, får vi også meget posiv respons, når vi fortæller at DK er vort fædreland. Til Purimfesten på Elwyn kom en far til en af beboerne og sagde: "I skal være stolte af at være danskere. Det var dem, der gjorde allemest for at hjælpe jøderne under 2. Verdenskrig". Vi satte med det samme gang i vores søde smil, takkede ham og sagde, at det var vi da også meget stolte af! Efter festen var slut kom han igen. Denne gang omhandlede det Vikingerne, der efter hans mening var et af det klogeste folk, der havde levet på jorden. De var bare en smule ubarmhjertelige, det var det hele.. Her ærger man sig lidt over, man ikke selv kender bedre til Vikingernes historie, men han har sikkert ret. :)



Grædemuren
Som før omtalt bevægede vi os torsdag til den gamle by. Vi så dog ikke så meget, da det stod ned i stænger det meste af dagen. Grædemuren nåede vi da lige at se. Den er 15 meter høj og består hovedsagelig af massive udhuggede stenblokke fra Herodes' tid og med murværk langs overkanten fra mamelukkernes og tyrkernes tid. Bagved muren ligger tempelpladsen, og det er her, jødernes gamle tempel har været. Muren er ikke som sådan en del af templet, da den kun har fungeret som støttemur for den vestlige side af Tempelbjerget. Den er dog den eneste rest af hele tempelkomplekset, der overlevede romernes udplyndring af byen for ca. 1900 år siden, og navnet "Grædemuren" skyldes, at jøderne samles her for at begræde tabet af templet.

Hele Voluntør-teamet på Elwyn!

Vi synes, det efterhånden er på tide at give en kort præsentation af vores kære medvolutører her på Elwyn. De er alle super flinke og specielle på deres helt egen måde. Selvom aldersforskellen er stor, fungerer vi som en lille familie, og vi kan på ingen måde klage, da alle damerne elsker at vaske op, bage kage og sørge for alt det praktiske. Men her kommer lige en præsentation:

- Lee, Sydkorea (til venstre for AM): Lee er meget interesseret i at tage billeder, og Emmeli står da gerne model for ham, selvom han gang på gang nægter at fortælle hende, at hun er en Hollywoodstar. :) Han er altid smilende, selvom han ikke forstår noget som helst af, hvad vi siger til ham.

- Sung Eun, Sydkorea (til højre for Emmeli): Er den mest fornuftige af alle Sydkoreanerne. En stille og rolig fyr der tænker på alle og har helt sikkert sit hjerte med i alt. Derudover smasker han en del, og vi ved nu hvorfor, vi er blevet tvunget til at lukke munden, når vi spiser.

- Ming-Yong, Sydkorea (er ikke på billedet): Ham har vi egentlig ikke set så meget til, men han er nok den bedste af de tre til engelsk. Han har været her længe og har været i Kibutz før, så ham kan man altid rådføre sig med, hvis der er noget man mangler svar på.

- Katarina, Sverige (mellem AM og Emmeli): Hun er voluntørenes mor, da hun har været her længst tid (siden Septemper). Hun ordner alt det praktiske og papirarbejdet, så alt bliver nået til tiden. I starten ville hun ikke snakke svensk til os, men vi har dog med tiden fundet ud af, at hun forstår alt dansk, og hun begynder også af og til at snakke svensk til os, skønt!!

- Irma og Tula, Finland (de to nederste): På mange måde ligner de hinanden. De er begge rigtig søde, og de kan stort set ikke et ord engelsk. Dette resultere af og til i nogle misforståelser, da tegn til tale åbenbart også er forskeligt fra finsk til dansk. De er begge meget glade for kager, både at bage og spise dem, hvilket kommer os andre til gode - mmm..

- Adri, Holland (Længest til højre): Hun er også en ældre dame, men dette er ikke til at mærke på hendes væremåde. Hun er altid med på noget vildt, og så snakker hun konstant. Hun er meget sød og tænker altid på andre. Hun er nu desværre rejst tilbage til Holland, og det er helt klart at mærke, at hun ikke er her længere! Men sådan er det jo, og pludselig fandt vi ud af, at vi var de næste, der skulle rejse. Tiden flyver bare afsted!!

Bloggens sætning:

"A'nee holechet le'choll a'ru'chat tso'ho'reye'eem" (Jeg går til frokost). Brug det, hvis I engang skal arbejde her. Så bliver de helt vilde og synes, det er fantastisk , at vi er så gode til hebræisk!!

Sabbat

Bo'ker tov!

Så har vi startet en ny uge på Elwyn. Vi er begge meget trætte, selvom man ikke ligefrem kan sige, at vi spæner rundt.

Livet på Elwyn siden sidst

Vi har i den sidste uges tid smagt på livet som handicaphjælper i Israel, hvilket er meget anderledes end i DK. Vi står tidligt op og får lov til at være med i morgen arbejdet, hvor vores job bare er, at være der for dem, redde deres hår og give dem strømper på. Det hele forgår på samlebånd - alle bliver taget op halv syv for at sidde i kø til badeværelset, hvor plejerne står klar med en bruser. De bliver vasket, får tøj på og derefter sat ind i fællesrummet. Dette rum minder på mange måder om et legehus med lave vinduer, katte og en mærkelig lugt, der ikke kan beskrives. Det er så her, vi kommer ind i billedet: Vi gør dem færdige, og hjælper dem med morgenmaden. Resten af formiddagen går med aktiviteter, der egentlig mest består af at gå tur med dem og prøve at stimulere deres sanser. Det er meget hyggelig. Der er ikke noget bedre end et smil fra en af dem, så er dagen reddet. En af fordelene, ved at vi lever i det lokale, er, at vi er tvunget til at lære det mest basale handicapvenligt hebræisk. Det er svært, men det går bedre og bedre for hver dag, der går. Emmer er en knag til grammatikken, mens AM er gode venner med den basale bydeform. Hun blev nemlig hurtigt klar over, at grammatik kun hører skolen til, og hun har nu udviklet et nyt sprog, der er en blanding af engelsk, hebræisk, dansk og en masse underlige lyde hun fremstammer, mens hun peger i alle mulige retninger. Man kommer langt med gæt og grimasser hernede!

Her er lige en liste vores mest brugte ord:

1: Bo'ker tov = godmorgen

2: Lei'la tov = godnat

3: Dochli (f), dochel (m) = spis

4: De'schti (f), de'schte (m) = drik

5: Ken = ja

6: Lo = nej

7: Ai'fo = hvor

8: To'da = tak

9: B'se'der = okay, fint

10: Sha'bat = lørdag

Vores weekend er torsdag og fredag, og i denne weekend besluttede vi os for at komme væk og tog derfor tilbage til Tel Aviv, hvilket er en helt fantastisk by!

Turen til Tel-Aviv (d. 17.-19. feb.)

Da vi nåede vores hotel onsdag aften, glemte vi nærmest helt, hvordan det lugtede på Elwyn, for her var NICE! Det var et tre-stjernet hotel med værelse på 9. sal, hvilket indebærer udsigt over byen og havet - et helt ubeskriveligt syn, der ikke kan samles på et billede, men vi prøvede:

Efter vi havde pakket lidt ud, gik turen af strandvejen ned til den nærmeste MD (vi skulle bare have noget andet end syltede grønsager i olie og falafler), og sjældent har vi oplevet en big mac menu så velsmagene.

MD lå næsten ned til vandet, så efter et veloverstået måltid gik vi ned til stranden. Endnu engang blev vi forundret, for stranden mindede på ingen måde om DK standard. Sandet var meget fint og blødt, og det lunede helt om tærene, når man gik i det. Dernede var der en lille café, hvor vi kunne side og nyde vores medbragte Mac Flurry.

Torsdag

Torsdag var vi på rundtur, hvor vi startede dagen med at tage en bus til Jaffa. Jaffa er den gamle bydel til Tel Aviv, og denne bydel stammer helt tilbage fra Noas tid. Da syndfloden var overstået og Noa, hans familie og alle dyrene igen kunne bevæge sig rundt på landjorden, slog Noas yngste søn, Jafet, sig ned på et smukt højdedrag og kaldte det Jaffa (Jaffé betyder smuk på hebræisk). Det er også helt klart hvorfor, da det er et rigtig flot sted. Det gamle klokketårn er indgangen til Jaffa og er bygget i 1906. Hvert af dens mosaikfyldte vinduer skildrer forskellige kapitler af byens historie.

Herfra gik vi gennem de små gader op til St. Peters kirken, der er bygget i 1906. Kirken er dedikeret til apostlen Peter, da man mener, det er i dette område Gud gennem Peter genoplivede Tabitha (Ap.) i graveren Simons hus. Man mener, døren til graveren Simons hus stadig står den dag idag, så det måtte vi finde, men det var lettere sagt end gjort. Selvom vi var udstyret med kort, tog det os en time at finde den dør. Det var det der med at vende kortet rigtigt, der af og til glippede for os. Vi gik ned ad mange smalle gader, der på mange måder minede om gaderne på Jesu tid og endelig fandt vi døren!

Da Herren havde påbudt Jonas at gå til Nineve (Jonas 1, 3-4), var det fra Jaffas kyst, han sejlede, da han forsøgte at flygte fra Herren. Der er idag et springvand til minde om den hval, Gud sendte, og som slugte Jonas:

Jaffa havde også et stort loppemarked, som vi besøgte, og her var det tydeligt at se forskellen på AM's og Emmers måde at tackle arabere. AM tager sin taske meget tættere ind til sig, kigger ned i jorden og tror det værste om dem alle. Men når der skal pruttes om prisen, er hun klar, og for det meste lykkedes det hende også - man er vel ikke fars pige for ingenting! Emmer derimod er hende, der går i dialog med dem, og spørger dem om hjælp, og selvfølgelig er de flinke og hjælpsomme - de er jo bare mennesker som os, og ikke uhyrrer som AM frygter.

Efter en times gåtur havde to noget frustrerede kortlæsere med meget ømme føder nået frem til museet Independence Hall. Bygningen var den tidligere embedsbolig for Tel Avivs første borgmester Meir Dizengoff, og det var her Israels uafhængighedserklæring blev underskrevet den 14. maj 1948. Vi ankom ti minutter over to, og selvfølgelig lukkede de klokken to - too bad. Men vi havde ikke tænkt os at græde over spildt mælk, så vi skynde os videre til Shalom-tårnet. Shalom-tårnet hæver sig over 35 etager, og var engang Mellemøstens højeste bygning. Den dag idag er den stadig speciel for jøderne, da det var på denne grund, at de jødiske bosættere opførte deres første bygning i 1909 i Jaffas forstad Tel Aviv. Her havde vores højt elskede guidebog lovet os et shoppingcenter på fire etager, men istedet var bygningen ren kontorlokaler og en masse billedegeil. Kedeligt.

Turen tilbage til hotellet var lang, og vi var godt smadrede i fødderne, da vi endelig nåede frem. Efter sådan en en hård tur syntes vi selv, vi havde fortjent en god middag på Tel-Aviv bistro, så vi gjorde os i stand og drog afsted. Det var en super hyggelig og afslappende aften med god mad og betjening, men tjeneren valgte dog lige at påpege at sevicen ikke var med i regningen og gav Emmer en lille bakke til drikkepenge.

Fredag

Fredag havde vi afsat til total afslapning på stranden og solbadning, men selvfølgelig var det den eneste dag, hvor solen ikke havde tænkt sig at skinne - typisk!

5 gode ting ved Israel

1. Naturen er helt fantastisk - kom ind i kampen Vestjylland!

2. Jordbær koster kun 7 NIS (9 kr.) pr. kg.

3. Man får fortalt hvor smuk man er minst to gange om dagen.

4. Vejret er næsten altid godt.

5. Der er altid noget nyt at se.

Så er vi ankommet

Shallom i Danmark!

Ma nishma? B'se'der toda. Så meget hebrarisk har vi så lært at snakke, på de knap 5 dage vi har været i Israel indtil videre. Solen skinner, og vi har endnu ikke oplevet en dag med under 20 grader - skønt. Vi har nu begge haft vores første arbejdsdag, og vi er begge meget positive. De er meget åbne og gode til at forklare, men de er ikke altid lige nemme at forstå. De fleste hjælpere kan engelsk, men kun i en sådan begrænset grad, at misforståelser ofte forekommer.

De første 5 dage har været rigtig gode men samtidig også meget overumplende. Der er sket noget nyt hver dag. Vi har fået en masse nye indtryk, mødt en masse nye mennesker, og ikke mindst taget hul på et helt nyt land, vi kun har set en lille brøkdel af endnu..

Vores rejse til Israel gik rigtig godt. Vi tog afsted fra Herning station tirsdag aften kl. 21:36, og ankom til Joffi-huset i Jerusalem onsdag omkring kl. 18. Vi var begge meget trætte efter en 20 timert lang rejse, så efter aftensmad gik vi i seng og sov en god nats søvn. Efter vi havde set Elwyn (handicaphjemmet) torsdag formiddag, tog vi med voluntørene i Joffi-huset op på decipelskolen i Tiberias, som ligger i det nordlige Israel. Her skulle vi være torsdag til lørdag, som er den israelske weekend. Busserne var ret forsinkede, og med halvanden times kø blev klokken næsten otte, inden vi nåede derop.

Fredag:

Fredag var vi på heldagstur til Genezaret sø, og fik vores første undervisningslektion af lederen fra dicipelskolen. Det var meget spændende at sidde og forestille sig, hvordan livet på Jesu' tid havde fundet sted, lige der hvor vi sad.

Næste stop var Heptapegon kirken. Denne kirke menes at være bygget på det sted, hvor man tror bespisningen af de fire tusinde har fundet sted (Markus 8; v. 1-10). Senere tog vi en tur op på Hermonbjerget. Første stop var en nationalpark ved navn "Nimrod fortress." Denne nationalpark er opbygget omkring nogle ruiner fra omkring 1000 efter kristi fødsel. Den blev opført af den daværende muslimske sultan, og var en fæstning mod de kristne korstog, der indtraf deromkring. Da de osmanniske tyrkere så erobrede Israel i 1517, brugte de borgen som et luksus fængsel for osmanniske adelsmænd, som var blevet forvist til Palæstina. Fæstningen blev senere i det 16. århundrede opgivet, og kun lokale hyrder og deres besætninger var midlertidige gæster inden for dets mure. Fæstningen blev ødelagt af et jordskælv i det 18. århundrede, og det er de ruiner vi kan se idag.
På toppen af bjerget var der sne, så der og vi os lige en lille frisk sneboldkamp.

På vej ned igen kørte vi igennem en Drusisk landsby. Druserne har altid været en forfulgt minoritet i Mellemøsten, siden de brød med islam, og accepterede den egyptiske kalif El-Hakim Abu Ali el-Mansurs guddommelighed. Derfor bor de også tit i de utilgængelige bjergkæder, som her på vej ned af Hammonbjerget. På den måde kan de bedre beskytte sig.

Da solen gik ned startede vores første sabbat. Vi holdt sabbatsmåltid og fortsatte aftenen med social hygge. Alle var virkelig trætte, så inden klokken var halv tolv, sov alle i deres sødeste søvn.

Lørdag:

Lørdag morgen var vi på vandretur - igen. Endnu engang skulle det vise sig at blive en god tur med et fantastisk bjerglandskab udenfor Tiberias. Helt idyllisk har det dog ikke altid været, for i de dale hvor vi gik, havde der fundet kampe sted både under uafhængighedskrigen 1948 og under seksdagskrigen i 1967. Vi fik fortalt, at idet konfrontationen mellem Israel og de arabiske lande kom til disse bjerge udenfor Tiberias, stod den israelske hær klar til at kæmpe i dalene, mens araberne stod oppe på toppen af bjerget, og kunne bombe direkte ned på den israelske hær - stor fordel til dem! Et af Israels eneste våben i de første dage af uafhængighedskrigen var en kanon, der var meget stor og larmende men ikke særlig god. Idet den israelske hær vælger at tage kanonen i brug og skyder et larmende skud op i retning mod araberne, begynder det at regne, hvilket var til stor gru for araberne. Da uafhængighedskrigen fandt sted lige efter 2. Verdenskrig, havde rygtet om den frygtindgydende atombombe kun lige nået til de arabiske lande, men ikke nok til, at de vidste, hvordan den virkede eller så ud. Derfor frygtede araberne, at Israel havde sendt en atombombe afsted, og tog derfor benene på nakken, hvorefter den israelske hær kunne vandre ind i Tiberias, og erklære denne landsdel for en del af det nyforene Israel.

Turen bød ellers på en fantastisk natur og nogle vildt flotte bjerge, hvor Anne Maria og nogle fra decipelskolen valgte at kravle op til en grotte, ca. 400 meter over der hvor vi gik. Selvom Anne Maria nærmest havde forberedt sig på at miste livet flere gange pga. manglende kondition og manglende benkræfter, lykkedes det hende og de andre at nå toppen. Så snart toppen var nået, var alt slidet glemt, og man kunne ikke andet end at elske stedet.

Da vi var kommet sikkert ned igen, havde fundet de andre og fået spist vores madpakker, gik turen i taxa tilbage til Tiberias, hvor vi slappede af, spiste is og ellers bare solbadede indtil turen gik tilbage til Jerusalem og Elwyn.

Søndag og Mandag

I dag var så den store dag, hvor vi begge havde vores første rigtige arbejdsdag. Det var i spænding og med noget kriller i maven, vi lidt i 10 bevægede os over på kontoret. Vi blev ret bekymrede da Keren, som er vores kordinator, ikke var kommet, men det med at komme til tiden er ikke noget de prakteriserer særlig meget i Israel. Det er lige noget, vi skal vende os til, men det er måske et meget passende sted for Anne Maria. :-)

Vi blev hver vist til vores gruppe. Emmeli kom i en gruppe med 12 kørestolsbrugere og en række plejere, der faktisk næsten ikke kunne snakke engelsk - fedt! Heldigvis var der en vældig sød arabisk herre, som var til at kommunikere med, og med hans hjælp blev hun sat godt ind i arbejdet og fik også en lille forsmag på det hebræiske sprog.

Anne Maria derimod var knap så heldig. Det hele startede ellers så godt, hvor hun også kom i en gruppe med 12 kørestolsbrugere. Her var der heldigvis flere, der kunne engelsk, men specielt en ung hebrærisk mand fortalte hende om stedet og arbejdet - men det stoppede ikke der. Han fortalte straks om sig selv, hans liv, hvor god han var til fordbold og hvordan han engang havde været kærester med en Skandinavier. Anne Maria brugte da sit bedste kor: "Jeg er forlovet og skal snart giftes", og det slog benene væk under ham. Det endte dog alligevel med, at han gav hende hans e-mail og lovede at vise hende og hendes lyshårede veninde (Emmeli) hele byen, hvis vi havde fri samme dage. Så her var alt godt, lige indtil Anne Marias case manger kom og var totalt forvirret. AM var kommet i den forkerte gruppe og skulle starte et nyt sted næste dag, men hvornår hun skulle møde var lidt ligemeget - meget mærkeligt firma..

Nu er dag to så gået. Vi har endelig fået talt med hver af vores casemanger og har endelig fået faste arbejdstider og fridage, skønt. Vi har begge fået gode arbejdstider, hvor Emmeli skal arbejde fra kl. 7 til 14 (mandag til kl. 15) og Anne Maria skal arbejde fra 7:30 til 14:30, så det kunne ikke være bedre. :) AM har i dag fulgtes med en den hollandske voluntør, og vi føler begge at vi er kommet lidt mere ind i det.

Ugen ud?!

Vi skal begge arbejde til og med onsdag. Onsdag aften har vi planer om at tage til Tel Aviv, hvor vi vil være indtil fredag. Vi har begge brug for at komme lidt væk og få det hele lidt på afstand, for det har været noget stressende for os begge to at få planlagt arbejdstider og fridage, ikke mindst pga. israelernes indstilling på at tage tingene som de kommer. Nu kan vi heldigvis få lagt vores frustrationer væk, og få set noget af den meget spændende by Tel Aviv!