Sol, sommer og Jordans land

Så er det igen blevet tid til en blokopdatering, da vi i den sidste tid har oplevet alt fra Jordans hede ørken til Tel Avivs badestrand med alt for lækkert vejr og badevand. Det har i sandhed været nogle oplevelsesrige uger, og som om det ikke skulle være nok, sidder vi pt. og kigger på hoteller ved Det Døde Hav, da vi har besluttet at tage på charterferie her fra d. 30. april til d. 2. maj. Det er ret svært at bestemme sig, for vi er enige om, at det denne gang ikke skal være det billigeste hotel, men vi synes stadig, det er helt hen i vejret at give mere end 4000 kr. for to overnatninger, men det er prisen for det fleste hotelværelser ved Det Døde Hav - øv!

Vi kan så småt begynde at mærke, at det lakker mod enden, og selvom vi stadig har knap en måned tilbage i Jerusalem, så er vi også for alvor begyndt at planlægge vores 14 dages ferie, efter vi er stoppet på Elwyn. I sidste weekend var vi i Jordan, og rejsen ind i Israel igen gav os yderlige 3 måneders visum, hvilket vi er meget taknemlige for. Vi har derfor nu besluttet os til at blive hernede til den 29. maj, hvor vi efter planen vil lette fra Tel Aviv kl. 16. Vi kommer dog først til Herning engang i løbet af d. 30. maj, og vi glæder os til at se jer allesammen igen. :)

Nå, men nu må vi hellere få startet på en redegørelse for, hvad vi har oplevet her de seneste 2 uger. Hvis I synes det bliver for langt, kan I jo bare springe let henover noget af det. :)

Jordanturen

Efter nogle dejlige og fredfyldte hverdage i Jerusalem drog vi onsdag aften d. 7. april først til Tel-Aviv, hvorfra vi senere skulle tage en natbus til Eilat . Vi havde troet, at vores valg af netop at tage en natbus ville give en stille og rolig tur uden alt for mange mennesker, men sådan gik det ikke helt. Bussen var propfyldt af unge mennesker, der alle skulle på charterferie i Eliat, så stemmingen var høj, og søvn blev der ikke meget af.
Vi var derfor meget lettede, da vi kl. 5 torsdag morgen ankom til Eilat. Vi havde aftalt at mødes med de andre voluntører og dicipelskoleelverne, der kom fra Sinai i Egypten, torsdag morgen kl. 8 ved grænsen til Jordan, så her tog vi selvfølgelig ud. Skæbnen ville dog, at det skulle tage næsten 3 timer for dem at krydse grænsen fra Sinai til Israel, så det endte med, de først var fremme ved grænsen til Jordan omkring kl. 11.

På den anden side af grænsen ventede os en tur i forskellige Jeeps af ældre dato rundt i den Jordanske ørken ved Akaba.

Vi havde en guide sat på, der viste os diverse specielle steder og seværdigheder i ørkenen, men for at være helt ærlig var det ikke meget man fik ud af det, da alt var uafhængigt af hinanden. Den største oplevelse må man sige var at køre rundt i disse Jeeps og rigitgt mærke vinden i sit hår, mens man gentagne gange sagde: "Yala, yala, yala" for at få det endnu hurtigere.

Efter vi var blevet blæst godt igennem, satte vi kursen mod vores hotel nær Petra, hvor vi skulle overnatte den første nat. Her ventede der os luksus senge og god mad (i hvert fald i forhold til standarden på Elwyn). Mega nice.. :)

Dagen efter var vi en tur i oldtidsbyen Petra, som engang var nabatæernes hovedstad med en daværende befolkning på mellem 45.000 - 50.000 mennesker. Nabatæerne var oprindeligt et arabisk nomadefolk, der menes at være kommet fra Yemen. De var dygtige handelsfolk og slog sig ned i Petra og dominerede hele området omkring Jordanfloden fra ca. 600 f. K. til ca. 100 e. K. Det helt specielle ved Petra er helt klart, de imponerende, udhuggede bygninger i bjergene. Det er svært at forklare, hvor flot et syn det var, da alle facaderne på husene, gravene og templerne bare var fuldstændigt gennemførte. Vi har svært ved at forestille os, hvor lang tid det har taget at lave de facader, og hvilke instrumenter de lige har haft til det, men med så meget andet fra oldtiden så overraskes vi jo gang på gang af deres kundskaber.

Efter Nomadernes tid i byen var den i ca. 10.000 år beboet af andre folkeslag, men et jordskælv fik byen til at blive ørkenens bytte og er først blevet gravet frem igen i 1924. Petra blev i 2007 kåret som et af verdens 7 vidundere, og vi er ganske enige. Petra er bare noget, man er nødt til at opleve!

Lørdag var vores sidste dag, og da vi fandt ud af, at grænsen fra Jordan til Israel skulle være krydset inden kl. 11, var det begrænset, hvor meget vi nåede at få set på denne dag. Men lidt fik vi da selvfølgelig ud af dagen. Vi tog til Mount Nebo, som var det sted, hvor Moses gik op for at dø, da Gud havde nægtet ham at komme med isralitterne ind i Det Forjættede Land. Som med så mange bibelske seværdigheder har man aldrig fundet tydelige spor på Moses gravplads, men efter forklaringerne i Biblen mener man, det skulle passe godt med dette bjerg. Da vi stod på bjerget i Jordan, havde vi også en god udsigt over Israel, og hvis det ikke havde været så diset, siges det, at vi havde kunne se helt til Jerusalem. Vildt!

Herefter kørte vi til grænsen, hvorefter vi skulle sige farvel til Jordans golde ørken. Selvom landet var meget brunt, var det alligevel en stor oplevelse at opleve den arabiske kultur endnu tættere på, end hvad man kan komme til i Israel.

Tel Aviv

Weekenden efter tog vi torsdag d. 15. april til Tel Aviv for at solbade og slappe af. Efter vi havde brugt det meste af torsdagen på stranden, fik Emmeli endelig taget sig sammen til at gå til den frisør, som hun havde snakket om hele turen. Det var en meget speciel oplevelse, da det var første gang i sit liv, hun ikke skulle klippes af frisør-Inger, og da hendes look skulle ændres markant ved at få klippet pandehår. Det resulterede også i nogle til tider meget nervøse trækninger, og frisøren bad hende gentagne gange om at slappe af, men det er altså ikke helt let! Det endte egentlig med at blive ret godt, og nu venter der bare en lille tilvænningsperiode, så skal det nok blive helt perfekt. :)

Ellers brugte vi det meste af fredagen på stranden i færd med at planlægge den sidste måned i Jerusalem. Der er stadig så mange ting, vi gerne vil se, og det er en gåde, hvordan vi skal nå det hele. Men så må vi selvfølgelig bare prioritere lidt..


Skøre fortællinger

Ellers skal vi også lige have skrevet lidt om det seneste nye sladder fra Elwyn. Vi er nemlig gået hen og blevet en form for celebraties her på stedet (mere end vi var før), og har i de sidste par dage været hovedpersonerne i den seneste sladder blandt vores kollegaer. Alt startede med, at en psykisk syg beboer på stedet lørdag var ret ubehøvlet overfor os. Det resulterede i, at der blev taget en alvorlig snak med ham om, hvad man må, og hvad man ikke må, og vi er ikke sikre på, om det var i raseri, eller om han bare gjorde det i en pervers tankegang, men det syn der ventede Emmeli søndag morgen, da hun stod op, var en fuldstændigt tømt tørresnor, hvor alt vores vasketøj burde have hængt og ild på jorden.

Den første konklusion hun kom frem til var, at der var en, der havde brændt alt tøjet, og det var hvad hun løb ind og fortalte Anne Maria der stadig sov, og aldrig før er hun kommet så hurtig op af sengen. Da vi havde stået og summet lidt, kunne vi nok godt se, at aksebunken ikke var stor nok til at kunne indeholde alt vores tøj, og vi kom herefter frem til den konklusion, at gerningsmanden måtte have stjålet vores tøj og derefter sat ild til AM's tæppe, som også hang på tørresnoren. I samarbejde med AM's Casemanger indledte vi en efterforskning på, hvem det kunne være, og vi kom rimelig hurtigt frem til den tidligere omtalte mand, da han dagen forinden havde siddet i vores have med AM's araber-svømmetøj ved siden af sig, så vi vidste, han havde en svaghed for tøj. Sagerne blev undersøgt, og det viste sig også, at de til sidst fandt vores tøj på hans værelse. Klamt!

Dagen efter fik vi det tilbage, og det kunne ikke gå for hurtigt med at få det vasket endnu engang.

Alle på Elwyn har været utroligt søde under hele forløbet, og folk har virkelig forsøgt at hjælpe os så godt de kunne, selvom det hele viste sig at gå i orden igen. Nu griner vi bare lidt af oplevelsen med det stjålne tøj, men søndag morgen var det meget svært at se det komiske i hele den situationen vi stod i!

Der er også begyndt at komme kattekillinger her på Elwyn, og de er simpelthen bare så søde. Vi har dog fundet en lille killing, der på mystisk vis er blevet forældreløs, og mens den var allermest træt, sulten og afkræftet, besluttede voluntørerne at tage den til sig, så nu har vi fået en lille kattekilling, som vi på skift passer, giver mad og leger med. I starten var den meget stille og lå bare og sov for det meste, men vi skal da lige love for, at den er kommet til kræfter igen og er blevet en lille vildkat. Det er dejligt at se, men det medfører også, at den er begyndt at larme lidt, hvilket ikke falder i god jord hos alle. Men den er bare så sød, og så hedder den Mickey. :)

Independence Day

Tirsdag d. 20. april var der helligdag igen igen, denne gang var det for at fejre Independence Day, som altså den dag hvor den daværende udenrigsminister Meir Dizengoff underskrev uafhænighedserklæringen, som gjorde Israel til en selvstændig stat. Det skal godt nok siges, at det i virkeligheden var den 14. maj 1948 dette skete, men dagen blev altså fejret i tirsdags, da jødernes kalender er anderledes end vores. Vi fejrede uafhængighedsdagen mandag aften sammen med de andre voluntører fra Jerusalem i "Independence Park", hvor vi grillede og hyggede.

Om aftenen tog vi i byen på Ben Yehuda Street, og der gik det ikke helt stille for sig. :) Da vi stod op tirsdag morgen kl. 6 for at gå på arbejde, kunne vi godt mærke, at det nok ikke var helt gennemtænkt. Men sjovt det var det. :)

Ugen der kommer

Vi har så meget vi skal nå i næste uge, men vi ved ikke helt, hvornår vi skal få tid til det hele. Torsdag aften har i inviteret alle voluntørerne fra Jerusalem til sommerfest på Elwyn i vores lille "have", og AM har været igang med at bage kage hele aftenen, mens Emmeli har gjort rent - og skrevet det sidste af bloggen færdig. Vi glæder os meget, da det er første gang, folk kommer og ser, hvordan vi bor her på Elwyn, så det skal nok blive rigtigt godt. Udsigten til vejret er dog et lille problem, man nok ikke kan komme helt udenom, for selvom det har været varmt og godt vejr lige indtil nu, så bliver det altså pludselig mega koldt og regnvejr torsdag, hvorefter det bliver godt igen fredag. Det er bare typsik, men vi håber at få det bedste ud af det alligevel..

Ellers har vi anledningsvist planlagt at grille søndag aften for at fejre, at Emmeli har 1½ års dag med Morten d. 25. april, mens Anne Maria har 3½ års dag med Thomas d. 29. april. Når vores kærester ikke er her sammen med os, så må vi jo selv sørge for at gøre en fest ud af det, og det er noget vi forstår! ;)

Ellers er der ikke så meget mere at sige for denne gang. Shalom til jer alle og hav det godt, til vi ses igen.

Påske i Jerusalem

Man kan vidst roligt sige, at det også i år blev påske i Jerusalem. I forhold til vores Bethlehemstur for ca. 3 uger siden, er vi nu sprunget 33 år frem i tiden og nået til hele Jesu lidelseshistorie, død og opstandelse. Hele denne uge er for vores vedkommende gået med at fejre påsken, men oven i det har vi absolut også kunnet mærke konsekvenserne af, at jøderne har fejret højtiden Pesach, hvor Moses første israelitterne ud af Egypten. Siden sidste weekend har den stået på alt for tørt knækbrød (de kalder det usyret brød) og mange helligdage, hvilket har resulteret i al for meget taxa-kørsel. Dette har dog været med til at skabe en masse gode taxa-forbindelser, så intet er så skidt, det ikke er godt for noget. På grund af ferien er madstandarden også faldet en del, og vi har derfor virkelig fået udfoldet vores kreative evner i et køkken - det er utroligt, hvad man kan få ud af æg, tomat og karry..

Vores kære beboere er blevet nogle små sangfugle. Emmer har uafbrudt sunget "Den lille frække Frederik" for beboere i hendes gruppe, og nu synger de lystigt med. En af beboere har fanget, at hun synger på dansk, og er nu af den overbevisning, at hun kan snakke dansk. Hun prøver det gerne af, og hver gang Anne Maria kommer forbi, hilser hun pænt, hvorefter hun udbryder "babu babu babu". Emmer er nu gået skridet videre og har lært samme beboer Rasmus Sebacks "Min Engel", hvilken hun også gladelig synger med på. Så kan man ikke andet end at smile og komme til at holde af hende. Ligenu øver vi os på at lære at tælle til 10 på dansk, men det er nu ikke helt let..
Anne Maria har også sat gang i musikken i hendes gruppe. Hun opdagede en dag, at en af beboere uden sprog sad og sang "ia ia ååh", da Anne Maria startede på "Jens Hansen havde en bondegård". Denne sang er nu blevet en fast del af dagsprogrammet, og mange af beboere synger gerne med på "åååh" i et stort kor.

Vores weekender er totalt bokket op, og vi er så småt ved at indse, at alle vores weekender fremad er det samme. Tiden går utrolig stærkt hernede. Selvom det føles som om, vi har været her i en evighed, så flyver tiden alligevel afsted, og hver onsdag aften kigger vi på hinanden og siger: "Hvor blev den uge lige af?"

Men nu er det også på tide, vi får skrevet lidt om, hvad vi så oplever i disse weekeder.


Jeriko - en palæstinensisk by i udvikling

Torsdag d. 25. marts var vi med de andre voluntører fra Jerusalem i Jeriko, som ligger på Vestbredden. Her skulle vi besøge den tidligere PLO kriger Tass Saada, der havde været snigskytte for Arafat tilbage i 60'erne. Hvis nogle umiddelbart kender navnet, er det fordi, han er forfatter til en meget kendt bog under titlen "Jeg var snigskytte for Arafat". Tass oplevede dog en meget radikal omvendelse til kristendommen, og har idag startet et stort projekt for at skabe fred mellem israelere og palæstinensere. Han har bygget skoler, børnehaver og har generelt været til meget stor velsignelse for Jerikos indbygere. Penge maglede han ikke, og det var også tydeligt at se. Men hans historie var spændende, og det er utroligt, hvordan Gud kan bruge alle - selv en snigskytte for Arafat.

Påske i Jerusalem

Dagen efter vi havde været i Jeriko, tog vi en tur til den gamle by. De ting vi så her har dog relevans for påsken, så ligesom sidst, har vi valgt at opstille det kronologisk sammen med de ting vi oplevede i påskeugen.

Palmesøndag
Som før nævnt har den foregående uge været meget præget af påsken, og vi er begge enige om, at det har været en hel unik oplevelse, at være her hvor det hele er sket. Palmesøndag havde vi planer om at tage i kirke, men Anne Maria blev syg, og Emmer skulle på tur med to af hendes arabiske kollegaere noget før, end vi først havde troet, så denne søndag blev ikke fejret så meget. Men for god ordens skyld nævnes lige, at Palmesøndag var den dag, Jesus red ind i Jerusalem for at fejre jødernes højtid Pesach (husk på Jesus var jøde). Rygtet om Jesus som Messias havde da allerede spredt sig, og folk hyllede ham med palmegrene, idet de troede, han var den person, der skulle frelse dem og forløse dem fra romerne. Sådan gik det dog ikke, og i løbet af de næste 3 dage, nåede han at gøre sig godt upoppulær i både folket og ypperstepræsternes øjne.

Mandag

Mandag aften var vi til påskemåltid med alle de andre danske voluntører i Jerusalem - unge som gamle. Egentlig var der ikke så meget påske over det, da idéen egentlig var at gennemgå alle ritualerne for, hvordan jøderne fester og spiser på den første aften, når det er Pesach. Der var mange ting der skulle gøres, og dele af tingene findes også i vores nadver, da Skærtorsdag i år 33 faldt på den første dag under de usyrede brøds fest (Pesach). Det resulterede jo i, at dele af de ting Jesus gjorde, som at bryde brødet og drikke af vinen fulgte med. Han gav dog historien et twist ved at sige, det var hans legeme og blod. Nå, men efter en times lang forklaring på alle disse ritualer, fik vi serveret det lækreste kylling, og nej det er ikke et must med lam, som mange heriblandt os nok ville tro. Det er faktisk ikke engang en tradition hos jøderne. Efter dette forygende måltid vat der en lovsangsafdeling i kirken lige ved siden af. Det er nemlig en jødisk tradition at synge salmer sammen denne aften, så for at fuldende festen gjorde vi selvfølgelig det samme.

Onsdag
Onsdag aften var det så tid til at holde påskefest med alle voluntørerne på Elwyn, som Anne Maria havde taget initiativ til - den party-abe! :) Vi havde begge været igang hele dagen med forberedelserne, da vi ville bage både banankage, æblekage og pandekager. Selvom vi arbejdede på fuldtid hele eftermiddagen, var vi alligevel først færdige klokken 20:30, hvor vi så allesammen gik udenfor for at nyde goderne. Alle elskede vores danske bagværk, og vi lærte også alle koreanerne at sige "Ævelkage" på godt Vestjysk. Festen var efterhånden blevet en koreanerfest, da Lee og Sung Eung havde inviteret hele 3 koreanere, der havde små værtindegaver med til os. Det er noget der varmer.. Efter maden var der hygge og sang, men aftenen sluttede tidligt for Emmeli, der blev syg, kastede op og måtte gå i seng. God påske!

Skærtorsdag
Trods det prægtige vejr måtte Emmeli blive i sengen hele denne ellers så hellige dag, da hun havde opstøvet sig en lettere madforgiftning, der resulterede i, hun ikke kunne holde noget som helst i sig. Efter hun havde kastet op for 7. gang indså hun, at hun nok ikke kunne komme med til fakkeloptoget senere på aftenen. Efter at have gjort toilettet rent tre gange i løbet af eftermiddagen og rystet colaen helt fri for kulsyre tog AM selv turen til Skærtorsdags gudstjeneste. Dette var en international gudstjeneste, så der fik hun afprøvet alle hendes sprogkundskaber. Hun fandt dog hurtigt ud af, at hun stadig havde en masse hebræisk at lære endnu. Efter gudstjenesten var der optog fra den gamle by til Getsemane have, hvor Judas forrådte Jesus med et kys.

Da vi var i den gamle by fredag d. 26. marts, besøgte vi Nadversalen, hvor Jesus havde holdt den første nadver for hans deciple. Nu er salen ikke i brug længere, og er egentlig ikke et så specielt syn, men det er et vigtigt valfartssted for pilgrimme, og et sted man selvfølgelig skal se.

Skærtorsdag på Jesus tid gik ud på, at Jesus ville holde et sidste måltid sammen med hans deciple, inden det hele gik løs dagen efter. Han brød brødet og velsignede vinen, gjorde det til sit legeme og blod, hvilket gør os, hver gang vi drikker det, til ihukommelse af ham. Under måltidet forudsagde han, at Judas ville forråde ham og at Peter ville fornægte ham 3 gange, inden hanen havde nået at gale, og det var lige præcis hvad der skete i løbet af natten.

Langfredag

Fredag morgen stod alt bedre til med Emmeli igen, og vi kunne omkring kl. 7 begive os til den gamle by, for at tage på Via Dolorosa vandring. Det var noget, vi helt specielt havde glædet os til, da hele Jesu lidelseshistorie jo egentlig er selve grundelementet for kristendommen. Selvom der selvfølgelig var fyldt med mennesker alle steder, kunne man alligevel godt fornemme vejen op til Golgata. Her kommer lige en lille opremsning af de forskellige stationer, og hvilken ting de markerer.

Den første station på korsets vej var det sted, hvor Pilatus mod sin vilje fulgte folkeskarens og ypperstepræsternes råb og dømte Jesus til døden (mark. kap. 15, v. 1-15). Stedet er idag en Koranskole for muslimske drenge.

Den anden station var der, hvor Jesus blev pisket, fik tornekronen på hovedet og modtog korset (Joh. kap. 19, v. 1-16). På stedet er der idag bygget "Dommens kapel".

Den tredje station, hvor Jesus faldt med korset for første gang, mindes idag med en søjle i en mur.

Den fjerde station var der, hvor Jesus mødte Maria.

Den femte station var der, hvor Simon fra Kyrene hjap Jesus med at bære korset (Luk. kap. 23, v. 26).

Den sjette station ligger ved Skt. Veronikas kirke og markerer det sted, hvor Veronika tørede Jesus ansigt.

Den syvende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for anden gang. Det menes også at være her, hvor Jesus gennem Dommens Port blev ført ud af byen til korsfæstelsesstedet og stedet, hvor hans dødsdom blev offentliggjort.

Den ottende station er det sted, hvor Jesus henvendte sig til nogle af Jerusalems kvinder med ordene: "Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn" (Luk kap. 23, v. 27-31).

Den niende station markerer det sted, hvor Jesus faldt for tredje gang.

Resten af stationerne ligger inde i selve gravkirken, men på en så hellig dag som langfredag, var det ikke muligt at komme herind, med mindre man var helt speciel. Der var i stedet stuvende fyldt med mennesker udenfor kirken. Vi vil dog alligevel nævne de sidste stationer for at fuldende Via Dolorosa, selvom vi ikke har set dem.

Den tiende station markerer det sted, hvor Jesus blev frataget sine klæder, mens de 3 næste stationer markerer henholdsvis det sted, hvor Jesus blev naglet til korset, rejsning af korset og nedtagelse af liget. Den fjortende station er nedenunder i selve den Hellige Grav, som selvfølgelig skal markere det sted, hvor Jesus blev lagt til hvile.

Efter en lang vandring på en varm dag var vi efterhånden lige så mørbanket som Maria og Jesus deciple måtte have været på selv samme tid for 1977 år siden, men det afholdt os da ikke fra at tjekke hele situationen mere ud. Decipelskolen var i byen, så Anne Maria joinede Thomas resten af dagen, mens Emmeli tog med voluntørerne fra Israelsmissionen rundt og så på mennesker, der opførte sig mærkeligt. Det var nogle sjove indputs der kom indimellem.

Om aftenen tog Anne Maria til hygge i præstelejligheden med de andre voluntører, mens Emmeli tog til cocktailparty hos sin kusine, som var i Jerusalem hele påsken for at besøge en veninde, som sjovt nok også arbejder med et fredsprojekt støttet af EU i Jeriko. Det var dog ikke det samme som Tass, da hendes projekt mere gik i at optræne det palæstinensiske politi og den palæstinensiske hær. Emmeli endte da med at blive noget bedugget efter 2 glas vin, da hun faktisk ikke havde fået noget at spise i to dage. Så mere cocktail og party til hende blev det ikke til. :)

Påskedag
Søndagen startede meget tidligt for os, da vi allerede klokken 5 skulle med en taxa til Oliebjerget. Hjemmefra havde vi ikke helt præcist fundet ud af, hvor vi skulle mødes, men vidste bare, det lå på Oliebjerget, og troede at det ikke var noget problem at bestige det bjerg - for efter Masada, hvor svært kan det så være!? Men vi blev klogere! Oliebjerget var både stort og stejlt, og selvfølgelig lå vores mødested helt oppe på toppen. Hvis det ikke var for vores konstante tro på, at toppen var lige om hjønet, var vi aldrig kommet derop og slet ikke klokken halv seks om morgenen. Da vi endelig kom frem, holdt vi en andagt og så solopgangen fra det høje. Det var en helt fantastisk oplevelse, vi aldrig vil glemme.

Efter en travetur nedad igen, hvor vi selvfølgelig fór vild, stod den på arbejde og en påskegudstjeneste i King og Kings i Jerusalem om eftermiddagen.


Den 26. marts var vi i Dormition Abbey, der er bygget på det sted, hvor Maria har boet efter Jesus korsfæstelse og markerer egentlig det sted, hvor Maria sov stille ind. I kirkens kælder var der en skulptur, der skulle forestille Maria hvile fredfyldt.

Ugen ud

I næste uge står den på tur til Jordan fra torsdag til lørdag. Vi rejser onsdag nat til Eilat, hvor vi skal mødes med de andre voluntører, som kommer fra Sinai tidligt torsdag morgen. Denne tur byder på ørken, hotelophold og en masse Petra - det blir feeed.. Ellers forsætter vi vores hverdag som hidtil, hvilket vi også efterhånden holder meget af.

Forsat god påske i DK..